- Torsdag, 8. september 2011

Kulturnattens plakat, hvor grundmotivet i år har fået bølger i kanten.
Årets udgave af Kulturnatten i Nibe finder sted på havnen og ved havnefronten.
Under temaet »Når fjorden blinker«, arbejder den særlige styregruppe for Kulturnatten under Kulturelt Samråd i Nibe, i disse dage på at sammensætte programmet.
– Vi har i år valgt et tema, som vil omfatte fjorden, set ud fra mange forskellige vinkler, og belyst af forskellige kunstarter og virkemidler, siger Marianne Hummelshøj fra styregruppen, der mandag holdt koordinerende møde.
Marianne Hummelshøj forklarer videre:
– I styregruppen bag Kulturnatten har vi i år ønsket at tage den udfordring, det er at lægge Kulturnattens aktiviteter på havnen i Nibe, og i området der grænser op til havnen. Dertil kommer et par enkeltstående arrangementer i midtbyen.
– Havnen er for mange lokale, omdrejningspunktet i et fritidsliv, og derfor har styregruppen fundet det spændende at koble kulturen på, og det bakker en snes arrangører op om.
Området omkring jollehavnen, Fjordkonen samt veje og stier, bliver sammen med en række lokaliteter på lystbådehavnen, centrale steder. Herunder Nibe Bryghus og Nibe Sejlklubs klubhus.
På »landsiden« vil der bl.a. i Nørresundby Bank være udstillinger og aktiviteter.
Det endelige program foreligger i løbet af et par uger.
Kulturnatten i Nibe løber af stabelen den sidste fredag inden skolernes efterårsferie. Det er i år fredag den 14. oktober. Kulturnatten koordineres af en styregruppe, bestående af Birthe Søbygge, Ingrid Schack, Jytte Velling, Marianne Hummelshøj og Tove Pank.









