FODBOLD - herrer, Serie 2

St. Restrup IF tabte 1-3 til Tjele efter en lige kamp. I billedet er det RIF’s Marin »Tyr« Pedersen, der er i en tæt duel med en Tjele-spiller.

St. Restrup IF tabte en lige kamp på hjemmebanen i Frejlev med cifrene 1-3 til Tjele. I billedet er det RIF’s Benjamin Ajero (nr. 4) der afleverer til debutanten Jens Haugen.

St. Restrup IF – Tjele Vest Sport: 1-3: (1-1)

Målscorere for RIF – 1-1: Mathias Villadsen

St. Restrup IF tog søndag middag i mod gæsterne fra Tjele. Der var på forhånd ventet en hård kamp, da Tjele var nedrykkere fra sidste års serie 1-pulje. St. Restrup-træner, Michel Valdemar, måtte til opgøret ændre på hele syv pladser grundet skader og andre afbud. Det gav bl.a. debut, og plads i startopstillingen, til unge Jens Haugen.

Tjele indledte opgøret med et massivt pres på hjemmeholdet. Efter 15minutter kom hjemmeholdet mere med i opgøret, og begyndte også at komme til deres målchancer. Efter 30 minutter bragte Tjele sig på 0-1. Kort efter kunne hjemmeholdets Mathias Villadsen bringe balance i målregnskabet, da han satte sidste fod på Thomas Nielsens indlæg, og scorede til 1-1. Efter scoringen havde St. Restrup IF flere gode målchancer. Bl.a. var Jakob Kristensen tæt på, men ind kom bolden ikke. Derfor viste måltavlen også 1-1 ved pausen.
 
Tjele kom bedst ud til anden halvleg. Efter 50min bragte de sig på 1-2, da de scorede efter en dødbold. Efter scoringen pressede hjemmeholdet på for den udlignende scoring. Martin »Tyr« Pedersen var tæt på, men måtte se sin hovedstødsafslutning ramme undersiden af overliggeren, og springe ud i spil igen. Mod slutningen af opgøret satsede hjemmeholdet »hele butikken«. Det var tæt på at give bonus, men i stedet for måtte hjemmeholdet se Tjele score til 1-3 i kampens sidste minut. 1-3 blev også kampens resultat efter en meget lige kamp.