- Torsdag, 16. juli 2015

Klovnen Charly Carletto.
I år bliver der showtime i Cirkus Dannebrogs telt – med fest, farver, musik og dans – og fornem underholdning. Forestillingen er sammensat og iscenesat, så alle de forventninger, publikum kommer med, imødekommes –forventninger om spænding, gys, betagelse, skønhed, latter og undren. Kort sagt: god underholdning.
Mange dyr
Dyr og cirkus hører sammen, og et cirkus uden dyr føles ikke som rigtigt cirkus. Især heste hører til i cirkus, og man har i år lagt hestedressuren i hænderne på familien Donnert fra Ungarn. Gabi Donnert viser 6 araberheste i en flot frihedsdressur.
Latoya viser kameler i frihedsdressur. Normalt ser man kameler i rolig gang, men her viser de andre sider af deres væsen, når de løber rundt i mange bevægemønstre – som om de var heste.
Dygtige artister
Dyrene afløses af dygtige artister. Fra Cuba kommer en
trup – 6 mænd og 2 kvinder, som kalder sig »Troupe Estrella« - først med et springnummer, - senere med et recknummer.
Heidi Mary løber på skøjter.
Den færdighed kombinerer hun med luftakrobatik – et nummer af stor skønhed.
Og et andet luftnummer udføres af Alain Alegria, vovehalsen fra Mexico. Hans familie har gennem mange generationer været luftakrobater, og Alain har kastet sig over den disciplin, hvor rekvisitten er Washington-trapez.
Et cirkus uden klovn er utænkeligt. Den spanske spasmager Charly Carletto vil dukke op mange gange i løbet af forestillingen med gags og finurlige påfund.
Cirkus Dannebrog gæster Dyrskuepladsen i Nibe på søndag.










