Specielt de yngste viste stort mod under lørdagens gymnastikopvisning.

Bodil Knudsen (t.v.) fik velfortjent hyldest efter 36 år i Nibe Gymnastiforenings bestyrelse.

Nibe Gymnastikforening havde lørdag budt til den årlige sæsonafslutning og gymnastikopvisning i Nibe Idræts- & Kulturcenter. Og dette års opvisning stod ikke tilbage for tidligere års ditto. Det viste tilstrømningen af publikum ganske tydeligt.

Ikke færre end 626 betalende tilskuere var på plads i hallen, og de blev suppleret af Nibe Gymnastikforenings 320 gymnaster og 125 deltagere fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev, som gav en forrygende flot opvisning på gulvet.

– Årets opvisning gik rigtigt godt, og alle gjorde hver sin indsats. Hele opvisningen blev således en stor oplevelse for alle deltagere - tilskuere og gymnaster, fortæller Inge Lise Jensen, formand for Nibe Gymnastikforening.

I forbindelse med opvisningen var der i øvrigt stor hæder til foreningens egen Bodil Knudsen, som på generalforsamlingen for nylig valgte ikke at genopstille til bestyrelsen efter 36 års bestyrelsesarbejde. Bodil Knudsen blev således hyldet med en gave og bifald fra det talstærke publikum.