- Onsdag, 25. marts 2015
Hvert år den 22. marts bliver drikkevand traditionen tro hyldet verden over. I år fandt hyldesten blandet andet sted hos Nibe Ny Vandværk, hvor nibenitterne blev inviteret inden for. Mellem 300 og 400 benyttede søndagen til at se, hvor deres drikkevand kommer fra, deltage i drikkevandstest og høre mere om det samarbejde, der er på vej mellem vandværkerne i Nibe-området.

Børnene blev involveret i aktiviteter ved kildepladsen i Sønderholm. Her er spejderne i færd med en bålplads.

Mellem 300 og 400 besøgte kildepladserne ved Sønderholm.
Siden nytåret er forbrugerne i Nibe By og Sebber Stationsby blevet forsynet med drikkevand fra Nibe Ny Vandværk. En begivenhed, som er gået stille forbi mange. Aalborg Forsyning, Vand A/S, som drifter boringen, fandt det derfor som en kærkommen lejlighed at invitere nibenitterne til åbnet hus på Vandets Dag.
– Dagen er ikke gået stille af sig. Mange har kigget forbi og fået en smagsprøve på, hvad arbejde med vand egentlig indebærer. Nibe Ny Vandværk er jo en forholdsvis ny boring, og forbrugerne i Nibe-by og Sebber Stationsby har siden 1. januar fået vand herfra. Så vi er glade for, at så mange har besøgt boringen og set, hvordan vi henter vandet op. Og så har mange også fået gode håndgribelige råd med hjem for eksempel til, hvor meget vaskepulver de kan spare, nu hvor vandet hårdhedsgrad er lavere end tidligere, fortæller direktør Klaus Kolind-Hansen.
Hanevand eller flaskevand?
Hvad smager bedst? Vand fra hanen eller vand på flaske købt i supermarkedet? Hos Aalborg Forsyning, Vand A/S er der ingen tvivl.
– Vi synes, at vores eget drikkevand, som vi pumper op fra undergrunden og sender direkte urenset ud til vores kunder, smager bedst. Og smagstesten på Vandets Dag viste jo også, at rigtig mange af nibenitterne er helt enige med os. Og når du tapper en liter frisk vand fra hanen, har du også betalt for beskyttelsen af det grundvand, dine børn og børnebørn skal drikke. Det er endnu en grund til at vælge hanevandet, siger bestyrelsesformanden i Aalborg Forsyning, Vand A/S, Anna Kirsten Olesen.
Dagen bød også på mere faglige vand-emner, idet de besøgende for eksempel kunne høre mere om det samarbejde, som de mange og små private vandværker forhåbentligt skal i gang med. Et samarbejde mellem vandværkerne betyder helt konkret, at der etableres en sikkerhedsledning mellem to vandværker. Hvis et vandværk en dag får problemer for eksempel på grund af bakterieforurening eller brud på en ledning, så kan nabovandværket i en periode gå ind og tage over og forsyne forbrugerne til vandværket med problemer.









