- Mandag, 30. november 2015
Årets Julekoncert i Nibe Kirke med fire lokale foreninger og organisationer som arrangører blev en rejse gennem Anders Blichfeldts musikalske liv.

Anders Blichfeldt, der her er på vej gennem midtergangen i Nibe Kirke, leverede en koncert, der samtidig var en musikalsk rejse gennem hele hans liv.
Publikum i en fyldt Nibe Kirke tog søndag imod årets koncertnavn Anders Blich-feldt, sanger og guitarist i orkesteret Big Fat Snake.
Anders Blichfeldt bor i dag på Sjælland, men han vendte gang på gang gennem koncerten tilbage til sin bedstefar i Nordjylland, som dels lærte ham sparsommelighedens kunst, men også gav ham nogle musikalske aner med på sit livs rejse i musik.
Publikum i Nibe Kirke fik gennem søndagens julekoncert prøver fra Blichfeldts tid i det danske succesorkester Big Fat Snake, der i øvrigt talrige gange har gæstet Nibe som koncertnavn på Nibe Festival.
Her foruden har Anders Blichfeldt skrevet sange til både sig selv og andre, og både nogle af disse sange og omstændighederne omkring, hvordan de blev til, fik publikum at høre om i hans meget nærværende fortællinger og musikalske aflevering fra hans sangstemme og elguitaren.
Anders Blichfeldt stemme har gennem mange år været synonym med Big Fat Snake’s stemme, og rigtig mange af orkesterets fans havde fundet vej til kirken.
Årets Julekoncert i Nibe Kirke med fire lokale foreninger og organisationer som arrangører blev en rejse gennem Anders Blichfeldts musikalske liv.
Initiativet til årets julekoncert kommer som tidligere år fra Kulturelt Samråd i Nibe, Nibe-Vokslev Menighedsråd, Nibe Festival Fonden og Nibe Handelsforening.
Overskud fra koncerten går til Kamillianergårdens Hospice, Børneafdelingen på Aalborg Sygehus samt Solsidens Venner på Solsidecentret i Nibe.










