- Lørdag, 17. oktober 2015

Tirsdag blev den nye klokke hængt op i Farstrup Kirkes tårn, hvor den bliver »makker« med den gamle klokke fra 1694. Her følger formand for menighedsrådet Henrik Niss (t.v.) sammen med graver Hans Kr. Tarp arbejdets gang.

På billedet her er klokken på vej ind ad kirketårnets glamhul og på plads ved siden af den eksisterende klokke, som har virket i kirketårnet siden 1694.
Farstrup Menighedsråd har gennem længere tid arbejdet med et ønske om at indføre automatisk klokkeringning. Men den gamle klokke fra 1694 viste sig ikke at kunne holde til denne teknik. Derfor blev der i stedet arbejdet på at investere i en ny klokke til den nette sum af 660.000 kr., hvoraf menighedsrådet allerede havde de ca. 100.000 kr., som var tiltænkt automatisering, forklarer Henrik Niss, formand for Farstrup Menighedsråd.
Menighedsrådet havde endvidere den lykke, at A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formaal har doneret 490.000 kr. til projektet, og så var vejen ligesom lidt kortere til en beslutning, siger en tilfreds Henrik Niss til Nibe Avis.
Tirsdag var der koncentreret arbejde og stor opmærksomhed omkring placering af den nye kirkeklokke i Farstrup Kirke.
Den nye klokke forsynes med automatisk ringning og den gamle klokke vil fremover fortsat blive brugt og være manuelt betjent, dog kun ved særlige lejligheder, oplyser graver Hans Kr Tarp.










