Alle  seks partier i Aalborg Byråd – Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre – har i dag indgået forlig om næste års økonomi i Aalborg Kommune.
Med forliget har de seks partier fastholdt den linje, der var lagt i Magistratens budgetforslag – nemlig at der skulle skabes et vækstbudget med en realvækst i serviceudgifterne på ca. 0,9 % og et anlægsbudget på over en halv milliard kroner.
Udskrivningsprocent og grundskyldspromiller er uændrede.
De 31 byrådsmedlemmer ønsker at understøtte og styrke væksten i Aalborg. Optimisme og tro på fortsat vækst i Aalborg Kommune er derfor kendetegnende for budgetforliget.
Optimismen bygger ikke mindst på den kendsgerning, at der for tiden er en befolkningstilvækst på omkring 2000 borgere om året, at der bliver skabt mange nye uddannelsespladser, at der er en stor bygge‐ og anlægsaktivitet, og at der bliver bygget ungdomsboliger i særklasse I Aalborg.

Udvidelser – både på drift og anlæg
Der er altså på ingen måde tale om et sparebudget – men derimod et budget, hvor der både bliver udvidet på drifts‐ og anlægsområdet.
Budgetforliget overholder den indgåede aftale mellem KL og Regeringen om  kommunernes økonomi for 2012. Servicevækstrammen overholdes – og udfyldes.
Ved valg mellem statsgaranti og selvbudgettering af skatter, generelle tilskud og udligning vælger Aalborg Kommune statsgaranti.
Indenrigs‐ og Sundhedsministeriet har meddelt Aalborg Kommune adgang til lånoptagelse på 8,6 mio. kr. til Kvalitetsfondsprojekter udover den allerede givne låneadgang på 54,7 mio. kr. Forligspartierne ønsker at gøre brug af denne låneadgang.

Driftsbudgettet
Der er ikke i budgetforliget justeret i de budgetemner, der i forslaget til 1.  behandlingen indeholdt vækst.
Det drejede sig bl.a. om 30 mio. kr. til demografi på ældreområdet, 1,4 mio. kr. til demografi på dagpasningsområdet, 0,5 mio. kr. til demografi vedr. sundhed, 11,9 mio. kr. til ekstra skoleår og fritidstilbud på specialområdet, 3,0 mio. kr. til vederlagsfri fysioterapi og genoptræning, 5,0 mio. kr. til vintertjeneste,
2,2 mio. kr. til særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, 2,4 mio. kr. til specialtilbud, 1,0 mio. kr. til børnepsykologer og 4,0 mio. kr. til aflastning i henhold til Serviceloven.

Anlægsbudgettet
Der er i budgetforliget aftalt følgende ændringer i anlægsbudgettet i 2012:
‐ Folkeskoler, vedligeholdelsesplanen. Her tillægges 4 mio. kr., hvorefter budgettet er på 19 mio. kr.
‐ Multibaner. Her afsættes 0,5 mio. kr.
‐ Skovrejsning, grundvandsbeskyttelse. Her afsættes 1 mio. kr.
Det betyder, at anlægsbudgettet er på ca. 526 mio. kr. plus Forsyningsvirksomhedernes anlægsbudget på
120 mio. kr. Af anlægsbudgettet vedrører 159,4 mio. kr. Kvalitetsfondsområderne, det vil sige folkeskoler, daginstitutioner, ældreområdet og visse fritidsforanstaltninger.
Der søges statslig medfinansiering til banestien, Vadum på 4 mio. kr. Kommunens afgift afholdes inden for eksisterende puljer. Hvis der ikke kan opnås medfinansiering, finansieres den manglende del af kommunale
midler.