- Mandag, 9. december 2013

Kasper Høygaard tager kampen op i Løgstørs forsvar - til venstre Lars Larsen.
HÅNDBOLD, Jyllandsserien herrer:
Nibe HK - Løgstør HK: 29-23 (14-13)
Målscorere: Mads Espensen 8 mål, Frederik Dahl 4 mål, Morten Høygaard, Jonas Haldrup og Andreas Brunsgaard 3 mål, Lars Larsen, Frederik Skak, Kasper Høygaard og Mads Krogh 2 mål.
Det var en af de bedre adventsgaver, Nibe HK's herretrænere og spillerne fik, da holdet efter en flot spillet kamp mod Løgstør HK, kunne trække sig sejrigt ud med 29 -23.
Kampen blev primært vundet på godt forsvarsspil, og en super præstation af Nibe HK's målmand Michael Pedersen, der stod med en redningsprocent over 45%.
Dette gjorde, at Løgstør skulle slide sig til hver eneste scoring kampen igennem, og det tærede så meget på Løgstør holdets kræfter, at Nibe i anden halvleg havde forholdsvis let ved at trække fra scoringsmæssigt.
Nibe ligger med sejren igen i midterfeltet af rækken, og nu venter en velfortjent julepause inden næste kamp mod IK 1919 4. januar på udebane.









