- Søndag, 13. juli 2014

Beredskabscenter Aalborgs lokale brandbil sendte uventet masser af vand ud over spillerne på fodboldskolen.
Den forløbne uge stod den traditionen tro på fodboldskole i Nibe Boldklub. Det er glade og tilfredse arrangører med den nye skoleleder Jens Kærsgaard i spidsen, der kan se tilbage på en helt forrygende uge. Med tilmeldingsrekord på ikke mindre end 128 børn og med vejrguderne der lovede sol, sol og atter sol kunne vi næsten ikke vente med at tage hul på ugen, fortæller Maria Sørensen fra Nibe Boldklub.
Ugen stod på masser af fodboldtræning, konkurrencer, hygge og leg. Onsdag var der som noget nyt fælles spisning efter dagens træning. Denne »midtvejsfest« var der med 225 tillmeldte stor tilslutning til. Her blev der tid til forældre hygge, god mad og der var også flere heldige der gik hjem med en gevinst eller to fra det amerikanske lotteri.
Torsdag hvor termometret viste »brandvarmt« fik vi uventet besøg af brandvæsnet, der tømte en hel brandbil for vand til stor jubel for de varme spillere. Det blev således en helt perfekt og fantastisk uge med godt sammenhold i vores »lille« klub, slutter Maria Sørensen, Nibe Boldklub. Hun sender samtidig en stor stor tak til de dygtige og engagerede trænere, glade og søde børn og for den store opbakning fra forældre og andre frivillige, der har været med hele ugen.










