- Torsdag, 24. februar 2011
Jollehavnen i Nibe afskæres adgang til fjorden fra denne uge og to til tre uger frem.

Det store havnebassin i Nibe Lystbådehavn er samtidig adgangsvej for både fra Nibe Bådelaugs jollehavn.

Stig Indius Knudsen: Oprensning er nødvendig, af hensyn til miljøet, og af hensyn til ordentlige besejlingsforhold i Nibe Lystbådehavn.
i bestyrelsen for Nibe Lystbådehavn arbejdet på at forberede en oprensning af det store havnebassin, som – hvad angår adgang fra havnen til selve Limfjorden ved Nibe – er fælles for dels jollehavnen under Nibe Bådelaug og for de store sejlbåde i lystbådehavnen.
Stig Indius Knudsen, der er formand for »Havneforeningen« under Nibe Lystbådehavn, oplyser til Nibe Avis, at oprensningen planlægges til at starte inden for ganske få dage, netop for at give færrest mulige gener for de mange både i såvel lystbådehavnen, som i jollehavnen.
– Det er en ganske omfattende og meget dyr oprensning af havnebassinet, der nu forestår, idet der er tale om bundslam, som i forskelligt omfang er forurenet af giftstoffet TBT, som stammer fra skibes bundmaling. Denne bundmaling blev forbudt for år tilbage, men dels er der jo tale om et område, der tidligere har huset en losseplads, og dels har denne bundmaling været tilladt i en stor del af havnens første år, forklarer Stig Indius Knudsen til Nibe Avis.
Gardin skal lukke til havnebassinet
– Oprensningen skal derfor ske ved, at havnen anløbes af en mudderpram, der forestår oprensningen af bassinet, og det opgravede sediment og slam skal derefter køres bort på lastbiler, til deponering. Imens denne process foregår, har Aalborg Kommune som miljømyndighed krævet, at havnebassinet aflukkes fra selve Limfjorden med et særligt »shilt« gardin, som netop nu er under fremstilling. Og derfor bliver alle både i såvel jollehavn og lystbådehavn afskåret fra at forlade havnebassinet de kommende uger, siger Stig Indius Knudsen.
Oprensning til én million
– Som nævnt har den forestående oprensning været forberedt gennem flere måneder, og medlemmerne af Havneforeningen har mellem jul og nytår været samlet til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det blev besluttet at gennemføre oprensningen, inden for et beløb på max. én million kr. Hertil kommer, at vi i det kommende forår skal have gensat en del af fortøjningspælene i lystbådehavnen, idet disse i denne tid har været generet af isen – en del et trukket op, og en del er slået skæve, siger havneformanden.
Miljøfarlig bundmaling forbudt
Om det faktum, at havnebassinet er forurenet af TBT (giftstof i bundmaling, som nu er forbudt, red.), siger Stig Indius Knudsen, at foreningen siden forbuddet for år tilbage trådte i kraft, har indskærpet overfor sine medlemmer og gæstesejlere i havnen, at der kun må anvendes miljøvenlige og tilladte bundmalinger, der generelt forhindrer begroning af alger m.v. på skibene.
Oprensning i marts
– Som nævnt forventer vi inden for ganske få dage at indlede oprensningen af havnebassinet, også selv om vintervejret fortsat ligger over landet. Vi har garanti for, at oprensningen er tilendebragt inden udløbet af marts måned, men den skulle meget gerne være afsluttet omkring midten af måneden. Bliver der behov for at sejle ud og ind af havnebassinet forinden arbejdet er afsluttet, må vi tage den nødvendige dialog med miljømyndighederne og høre, om der f.eks. to gange dagligt kan tillades passage af de både, der ønsker dette, slutter havneformanden.










