- Onsdag, 4. juni 2014
Dyrskuet i Nibe er en festdag, som traditionen tro holdes på Grundlovsdag, hvor land og by mødes.

Nibe Dyrskue er hvert år en folkefest, hvor landboere mødes med byboere. Arkivfoto.

Dyrskuet afholdes på den gamle sports- og dyrskueplads i den vestlige ende af Nibe by, med flot udsigt ud til fjorden med stor landbrugs- og dyreudstilling, heste, kvæg, kaniner.
Der er gratis adgang til skuet, tivoli på pladsen og Nibe Haandværkerforening står for serveringstelt, salg af grillstegt gris og fadøl til frokost.
Dette års program er endeligt fastlagt, der er aktiviteter hele dagen i ringen, med opvisning af heste, underholdning, mønstring og præsentationer og uddeling af ærespræmier til de bedste dyr.
– I år har vi igen lokale firmaer, som udstiller, en stor landbrugsudstilling med maskinforretninger, traktorer, store som små, også til havebrug fra en række maskinforretninger, forklarer murermester Peter Nielsen, formand for Nibe Haandværkerforening.
Og igen år støtter Agri Nord med hjælpere på skuet, med hjælp fra Jørgen Buur Pedersen, Viking Danmark, som har kontakt til og er behjælpelig med udtagelse af dyr hos de kvægbesætninger, der udstiller.
Mange dyr tilmeldt
Der har de seneste år været stor tilslutning af såvel udstillede dyr som af publikum, der besøger pladsen, og det tegner atter til at blive en god dyrskuedag i Nibe.
Der er tilmeldt i alt 19 stykker kødkvæg, fordelt på Simmental, Angus, Hereford, Galloway og Limousine.
I alt 43 stykker malkekvæg fordeler sig på 39 Dansk Holstein samt 2 Jersey og 2 Rød Dansk Malkerace.
Særligt inden for heste er der stor tilmelding, og her finder i alt 47 heste vej til dyrskuekataloget med Belgisk Race, Jydsk Race, Oldenborg, Dansk Varmblod, Welsh Cop, New Forest, Dartmoor, Fjordheste og Shetlændere. Sidstnævnte er repræsenteret med hele 27.
Mesterskab i håndmalkning
Som et nyt indslag i år har Nibeegnens Landboungdom påtaget sig at afholde et mesterskab i håndmalkning, og publikum har også mulighed for at prøve denne disciplin.
For de helt unge er der endvidere mulighed for børn at deltage i en mønstrings konkurrence med kalve i 3-6 måneders alderen.
Nibe Haandværkerforening står hvert år for den praktiske organisering omkring Nibe Dyrskue, bl.a. opgaverne i serveringsteltet. Her er det foreningens formand, murermester Peter Nielsen, der skærer for ved servering af grillstegt gris, assisteret af Arne Melgaard. Arkivfoto.









