Kammerkoret Camerata – på mandag i Nibe Kirke.

Hele Danmarks kammerkor
Gennem de sidste 50 år har Kammerkoret Camerata haft tilholdssted i København, men koret har lagt vægt på også at besøge resten af Danmark med enkeltkoncerter og turnéer. Derfor er det nærliggende at fejre 50-års jubilæet med en Danmarksturné, hvor koret både vil gæste Sjælland, Fyn og Jylland og dermed invitere hele landet til at fejre jubilæet.

Danmarksturnéens repertoire er således også sammensat af både kendte korklassikere og mindre kendte kompositioner. Musikken forener på smuk vis fortid og nutid, da koret også har taget et spændende udvalg af de nyeste toner i dansk kormusik med på programmet, bl.a. Sicut Cervus sat i musik af Phillip Faber, og Peter Bruuns Hurrahing in Harvest, som er komponeret til Århus Internationale Korkonkurrence i 2010, ved hvilken CAMERATA vandt en delt 2. plads. Koret præsenterer endvidere et bredt udvalg af kendte, danske sommersange, hvis poesi og harmonier indfanger den danske sommer på smukkeste vis.

Koret giver mandag aften koncert i Nibe Kirke, hvor der opføres værker af bl.a. Carl Nielsen, Niels la Cour , Otto Mortensen, S. E. Schultz og Bo Holten.