350 ældre og pensionister nød fredag selskabet med Bjørn OKAY Hansen, som sang en lang række af sine kendte sange gennem flere end 40 år.

Bjørn OKAY Hansen sang en række af sine største hits fra de seneste godt 40 år på toppen af dansk populærmusik. Blandt numrene var »Den Gule Flyver« og »Snevalsen«.

Flere af deltagerne i Ældrekoncerten fik chancen til at synge med i Bjørns mikrofon.

Ældreorganisationerne i Nibe og Nibe Festival havde fredag sat hinanden stævne i Nibe Idræts- & KulturCenter, hvor 350 feststemte ældre og pensionister gennem knap tre timer blev underholdt og blev beværtet med kaffe og lagkage.

Bestyrelsesmedlemmer i ældreorganisationerne samt personale fra bl.a. SolsideCentret bistod flittigt de mange deltagere i Ældrefestivalen, som arrangementet også benævnes.

Bestyrelsesformand i Nibe Festival Thomas Larsen bød deltagerne velkommen og gav samtidig en kort status for forberedelserne i og omkring Skalskoven, hvor hundredvis af medhjælpere i disse dage bygger festivalpladsen op, så den fra onsdag kan være klar til de fire fede dage med musik, miljø og mennesker.

Grethe Olsen, formand for Ældre Sagen i Nibe, takkede på vegne af de lokale ældreorganisationer, Nibe Festival for initiativet, samt bestyrelserne og medarbejderne på ældre institutionerne for tilstedeværelsen som medhjælp under Ældrekoncerten.

Nibe Harmonikaklub og Bjørn OKAY Hansen udfyldte derefter godt to timer med populær musik, og publikum kvitterede dels ved at synge med, ved at »sejle op ad åen«, samt med vedvarende klapsalver.