- Onsdag, 29. maj 2013
Optagelser til TV2’s julekalender i år sker i disse dage på St. Restrup Herregård.

Skuespillerne Benedikte Hansen og Nikolaj Kopernikus medvirker i julekalenderen som repræsentanter for det gode og det onde.

Indspilningsleder Thomas Petersen er ved kameraet, her hvor skuespillerne Benedikte Hansen og Nikolaj Kopernikus har gang i en heftig diskussion.
Mens solens stråler skinner over det danske sommerland, går et hold teknikere og skuespillere rundt i de historiske lokaler på St. Restrup Herregård, hvor en del af optagelserne til TV2’s julekalender i år finder sted.
Titlen på årets julekalender er »Tvillingerne og Julemanden«, og i år er det atter Lars Hjortshøj, der spiller den elskelige, klodsede og temmelig dovne julemand Nicolas.
Nibe Avis aflagde i den forløbne uge et besøg ved optagelserne, og det er bestemt ikke nemt at »aflure« dele af indholdet, hvilket naturligvis ej heller er meningen – derimod blot at give et lille indtryk af den faktisk ganske omfattende produktion.
Titlen på årets julekalender er som nævnt »Tvillingerne og Julemanden«, og alt hvad vi kan fortælle om indholdet er, at nogle personer ønsker at komme julen til livs, så det aldrig mere bliver jul, mens andre og gode kræfter kæmper for at bevare julen.
– Der er tale om et helt nyt og spændende univers med en helt ny historie fuld af humor, spænding og magi og ikke så få udfordringer for den stakkels julemand Nicolas, der med stor succes samlede hele Danmark i december forrige år. Vi glæder os til igen at vise en julekalender, der inddrager lokalhistorien i det nordjyske på en morsom og anderledes måde og ikke mindst at optage i enormt flotte omgivelser. Selv om der er længe til jul, kan I godt begynde at glæde jer, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.
De mange medarbejdere der medvirker ved optagelserne bor i disse uger på St. Restrup Herregård, og gennem de 16 uger optagelserne foregår, tager de rundt til en række nordjyske lokaliteter, hvor optagelserne foregår. Her har der allerede nu været foretaget optagelser på Klarupgård, i Aalborg by, i Aalborg Zoo, på Aalborg Kloster, Tingbæk Kalkminer samt på St. Restrup Herregård – udendørs og indendørs.
– Vi er i alt 37 medarbejdere, der på den ene eller anden måde arbejder for Deluca Film, oplyser produktionsleder Helle Jakowlew Løvschal. Hertil kommer de skuespillere, der medvirker i de aktuelle optagelser – i disse dage er det skuespillerne Benedikte Hansen og Nikolaj Kopernikus. – I herregårdens stuer er der så opbygget studier og indrettet hyggelige julemiljøer af forskellig art, og stedkendte kan formentlig glæde sig til at genkende de nævnte lokaliteter, når TV2’s julekalender går i luften til december.










