Et af de mest bizzarre indslag under årets kulturnat i Nibe var demonstration af en middelalderlig hængning, som meget realistisk blev udført af det lokale »Rakkerpakket«.

Ketty og Jens Østergaard Madsen inviterede som tidligere år ind i Apotekets have til kunst og spændende lyssætninger.

Aktører fra årets Vinterrevy bevægede sig ud i Kulturnatten - her mødte Nibe Avis dem på Torvet.

Nibes modeforretninger viste efterårets og vinterens mode på den udendørs catwalk.

Fredagens Kulturnat i Nibe bød på et væld af oplevelser fra det kulturelle Nibe, suppleret med enkelte indslag udefra.

Inden Nibe Marineforening skød Kulturnatten i gang med et skud fra foreningens lille kanon, havde provst Jens-Anders Djernes i sin åbningstale lagt forskellige vinkler til årets tema »Toner fra Himlen«. Jens-Anders Djernes glædede sig som det ca. 200-tallige publikum på Torvet over, at temaet kunne rumme så mange aspekter i programmet, som tilfældet var.Sangere fra Aalborg Operakompagni rundede åbnings ceremonien af med skønsang fra Tinghusets lille balkon.Og så var der ellers budt op til oplevelser rundt om i Nibes centrum – fra St. Tranegade hvor der hos familien Bjærge var vaffel-servering m.m., over Lille Algade med åbent hos Festival Denmark Strømper og Vinposten – til Nibe Kirke og området omkring Mellemgade, Torvet og Skomagergade, hvor der til overflod var oplevelser for alle sanser.I Nibe Kirke var kirkesanger Torben Fogde Larsen og organist Julian Rasmussen på plads og styrede begivenhederne, ind imellem der også var »tid til fordybelse« i kirkerummet.I Nibe Missionshus havde nogle af Nibes yngste bands taget plads med Cover Crew og Hjalte Ross i front.Hos Ketty og Jens Østergaard Madsen var der i Apotekets Have lagt en meget flot belysning, som gav netop den stemning, der kunne fremhæve et antal kunstværker af Barmer-kunstneren Vibeke Gaard.På og omkring Torvet var der stor publikumsinteresse hos Kunst Uden Rammer og i teltet på Torvet, hvor orkesterforeningen Musik i Nibe med flere forskellige orkestre markerede sig aftenen igennem.Skomagergade lagde asfalt til den røde løber, hvor modeller fra Nibes modeforretninger viste efterårets og vinterens mode på den lange frilufts catwalk.Tinghuset og Kino Nibe var hjemsted for en række forskellige indslag, og fra netop Kino Nibe havde aktørerne ved dette års Vinterrevy taget afsæt og blandede sig med publikum. Vinter- revyen spilles sidst i november og er en opfølger til tidligere tiders Silderevy.Den omfattende Kulturnat, hvor særligt børnene blev inspireret og underholdt med »stomp og skraldejam« i Nibe Bibliotek, fandt sin afslutning i Nibe Kirke, hvor der var inviteret til fælles afslutning med bl.a. fællessang fra Højskolesangbogen.

Den kommende trykte udgave af Nibe Avis vil vende tilbage til flere indtryk af Kulturnattens begivenheder.