Nu sender PostNord frimærkeserien med danskernes hunde på gaden, og ét af frimærkerne prydes af den 4-årige glathårede foxterrier Mille fra Ejdrup. Mille er udvalgt blandt tusindvis af hunde i PostNords konkurrence, hvor danskerne kunne nominere deres firbenede venner til at komme på frimærke. 

- Mille er en hund med et stort hjerte, og da vi sidste år fandt tre moderløse killinger, tog hun dem straks til sig. Hun er altid glad og er min bedste ven, så det varmer at se hende på de flotte frimærker. Jeg har opfordret mine venner til at skynde sig at købe frimærkerne med Mille og få skrevet nogle hilsner, så de kommer rundt i hele landet, siger Annette Svendsen, der er Milles ejer.

PostNord udvalgte i marts i samarbejde med Dansk Kennel Klub fem vindere i konkurrencen, og nu er frimærkerne altså klar. Udover Mille er de fire andre vindere golden retrieveren Chivas fra Gørløse i Nordsjælland, de islandske fårehunde Gaia, Bliða og Píla fra Hadsten i Østjylland, den gule labrador Audi fra Haslev i Sydsjælland og schæferen Theo fra Kibæk i Vestjylland.