Onsdag den 1. august indleder 120 professionelle cykelryttere Danmarks største etapeløb PostNord Danmark Rundt på en 218,4 kilometer lang etape, med start og mål i Aalborg. Inden opløbet foran Aalborg Væddeløbsbane skal rytterne rundt i Nordjylland, og gennem bl.a.: Løgstør, Vindblæs, Veggerby, Nibe, Øster Hornum, Guldbæk og Svenstrup.

Lang og smuk 1. etape 
PostNord Danmark Rundt 2018 starter i Aalborg. Efter en 218,4 kilometer lang 1. etape rundt i det nordjyske kører feltet retur til startbyen, hvor dagens afgørende spurt køres på Skydebanevej foran Aalborg Væddeløbsbane.

Løbsdirektør Jesper Worre beskriver ruten:
- Fra starten på Gammeltorv i Aalborg kører vi til Brønderslev, Vrå og ud til kysten og det klassiske sommerferieland, gennem Løkken og videre ned gennem Pandrup. Herefter skal rytterne passere Brovst, inden etapen tager rytterne over Aggersundbroen og ind gennem Løgstør.  

- I Vendsyssel er terrænet rimelig fladt, men fra Løgstør skifter etapen karakter. Herfra skal rytterne køre i et mere kuperet terræn, med mindre og mindre veje frem mod Nibe, hvor dagens største udfordringer og højdemeter er koncentreret på etapekortet. Inden den store finale skal rytterne køre ad små veje ind til Skalborg i udkanten af Aalborg. Her venter en rundstrækning på 7,4 kilometer, som skal gennemkøres tre gange, og rummer en god stigning i Hasseris op ad Skovbakkevej.

Ruten – lokalt omkring Nibe
Ruten gennem Nibe-området starter fra Løgstør og går gennem Vilsted og Oudrup. Herfra går det ad Lundbyvej, Fredsgårdsvej og Halkærvej – gennem Borup og Skørbæk og rytterne skal så dreje til højre efter Halkær Å og passere Halkær Mølle på vejen mod Vegger, hvor tuten går videre mod Skivum Krat (Kratvej), som fører til en stejl stigning med ned- og opkørsel ved Højris Mølle. Herfra går det ad Lyngsøvej og Veggerbyvej, gennem Veggerby og ad Snorupgårdsvej mod Pandum, hvor Jordemodervejen fører rytterne til Rodstrupvej og Klæstrupvej, inden de når frem til Huul Mølle. Fra toppen af Huul Mølle går det til Nibe, hvor der er ankomst ad Lundevej – til højre ad Hovvej og igen til højre ad Hobrovej.
Gennem Vokslev går ruten til toppen af Harrild, hvor der drejes til højre ad Harrildgårdevej og med sprint på Nørreknold. Ruten fortsætter her igen til Jordemodervej og gennem Øster Hornum mod Guldbæk og Svenstrup.

Sammenfattende siger Jesper Worre om etapen:
- 1. etape er lang og smuk. Vi tror på, at især terrænet omkring Nibe vil animere rytterne til angreb. Hvis der blæser en frisk vind, er det også en etape, hvor vinden kan få afgørende betydning. Det bliver meget spændende at se hvem der vinder etapen, og hvem som skal i løbets førertrøjer på podiet i Aalborg.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune siger:
- Jeg er rigtig glad for, at Aalborg igen i år er valgt som værtsby for 1. etape af PostNord Danmark Rundt, og vi vil virkelig lægge os i selen for at give alle rytterne en fantastisk start på det fem dage lange etapeløb. I Aalborg Kommune gør vi rigtig meget for at opfordre til motion, og cykling er faktisk et af de områder, vi prioriterer højt i forhold til at få endnu flere af vores borgere til at bevæge sig og leve et aktivt liv. Jeg er ikke i tvivl om, at etapen i vores by kan være med til at få endnu flere til at cykle, fortæller Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen, og tilføjer med begejstring i stemmen:

       

PostNord Danmark Rundt køres i 2018 for 28. gang. Fem gange tidligere har Aalborg været startby i løbet. Seks gange tidligere har Aalborg været målby.

På den nordjyske etape kommer rytterne fra vest ad Halkærvej, fra Halkær mod Vegger, via Højris til Veggerby, Pandum, Rostrup, Huul Mølle, via Lundevej, Hovvej og Hobrovej gennem Nibe og via Vokslev og Harrild til Øster Hornum, og derfra gennem Guldbæk, Svenstrup og Drastrup til Aalborg.