FODBOLD: Kvindeserie Vest

Lemvig GF - Nibe B  1-3 (0-0)

Målscorere: Rikke Nicolajsen, Sara Henriksen, Line Rønberg Sørensen

Nibes Kvindeserie Vest-hold måtte kæmpe hårdt for sejren, da turen gik til Lemvig. Det blev aldrig den kønneste fodboldkamp, men efter 90 fysisk krævende minutter kunne de grønne tage hjem med en fortjent 3-1-sejr.

Den knoldede og hårde bane gjorde det vanskeligt at få spillet langs jorden til at fungere – hvilket ellers netop er Nibes foretrukne spillestil. Hjemmeholdet havde måske mest boldbesiddelse i første halvleg, men det var Nibe, der producerede de største chancer. Blandt andet viste Ellen Arndt gode kvaliteter i gennembrudsspillet, hvor hun flere gange udfordrede Lemvigs forsvar.

0-0 ved pausen, og Nibe justerede en smule på systemet for at få mere kontrol over bolden. Det gav hurtigt resultat.

Allerede to minutter inde i anden halvleg kom Nibe foran 1-0. Altid farlige Rikke Nicolajsen kom på tavlen med en scoring fra kanten af feltet efter oplæg fra Caroline Frost.

Spillet blev herefter en anelse bedre, men Lemvig fik desværre udlignet, da hjemmeholdet var først over en andenbold efter et indlæg hvor Nibes forsvar ikke reagerede hurtigt nok

Nibe lod sig dog ikke ryste og kort efter var de grønne igen foran. Topscorer Sara Henriksen leverede kandidat til årets mål på Lemvig Stadion, da hun ved bagerste stolpe helflugtede et frisparksindlæg fra Naja Brandt direkte op i krydset. Et fantastisk mål, der bragte Nibe på 2-1.

Kampen blev endeligt lukket, da debutanten Line Rønberg Sørensen blev spillet fri i dybden af Laura Engberg. Alene med keeperen sparkede Line sikkert bolden i det lange hjørne til slutresultatet 3-1.

Alberte "Raki" Vestergaard, der netop var vendt hjem efter en uge på Kreta, var naturligvis også stolt af holdets præstation:

”Når man vinder 3-1 og ikke har spillet optimalt, så må det da vel også være mere end godkendt – især med 2,5 times kørsel i kroppen.”

Cheftræner Finn Nielsen var også meget tilfreds med resultatet, selv om han erkender, at det ikke var Nibes bedste kamp:

”Eftersom vi havde afbud fra fire centrale spillere, er det svært at spille en kamp, der bare flyder, og det blev til tider noget hakkende. Kønt var det ikke, men vi hiver den hjem på vilje og de redskaber og kompetencer, vi fandt frem til i foråret, kan vi se virker.”

Dermed kunne Nibe tage tre vigtige point med hjem fra det vestjyske efter en kamp, hvor vilje og fight blev afgørende.

Næste opgave venter allerede på lørdag, hvor Nibe spiller hjemme mod VSK Aarhus.