2. pinsedag drog en flok veloplagte piger fra Sebber/Farstrup afsted til forårscup i KFUM Aalborg.

Dagen startede med tre kampe i indledende pulje mod henholdsvis Vejgaard, RKG Klarup og Sæby Voersaa. 3 tætte kampe, som endte med henholdsvis et nederlag, en uafgjort og en sejr.
Resultaterne flaskede sig imidlertid således, at holdet kvalificerede sig videre til en semifinale mod det stærke hjemmebanehold fra KFUM, der var puljevinder fra den parallelle gruppe.

En tætspillet semifinale endte med en 1-0 sejr til pigerne fra Sebber Farstrup. Så var det lige pludselig finaletid! Her stod holdet klar til at møde pigerne fra Dronninglund. Finalen startede med indløb, navneopråb og en tidligere AaB spiller som dommer. Optakten var perfekt.

En tæt finale endte 0-0, og det skulle afgøres på straffesparkskonkurrence! Ikke just noget, som der er brugt mange træningstimer på, men til allersidst trak Sebber Farstrup fra og med en flot redning fra målvogteren, vandt de finalen. En rigtig god dag og en fed fodboldoplevelse, lyder det fra klubben og fra spillerne! / JS