- Onsdag, 28. maj 2025
En klub med plads til hundeglæde og fællesskab
- det er hvad vi præsenterer denne gang:
DcH Nibe er en aktiv og dynamisk hundetræningsklub med en lang historie og et stærkt fællesskab. Klubben blev oprindeligt stiftet som en filial af DcH Vesthimmerland i 1983.
Det var Solveig Nielsen der dengang kæmpede for at gøre DcH Nibe til en selvstændig forening, hvilket den blev den 1. oktober 1984. Hun har været en stor drivkraft for klubben, og hun er stadig aktiv.
I dag er klubben stor og stærk, og der er omkring 150 medlemmer i alle aldre – fra unge under 18 til personer tæt på de 80.
Værdierne der driver os
Hos DcH Nibe lægger vi stor vægt på positiv træning, der bygger på samarbejdet mellem hund og ejer. Vi tror på, at hunden trives bedst, når den får mulighed for at blive en naturlig del af hjemmet eller flokken. Træningen er baseret på positiv forstærkning, hvor ros og belønning er vejen til gode resultater og et stærkt forhold mellem hund og ejer.
Alle frivillige kræfter er med til at skabe den gode stemning
Det er de mange frivillige, der gør klubben til noget særligt. Trænere og instruktører er alle engagerede og dygtige. Vores trænere gennemgår et uddannelsesprogram gennem DcHs uddannelsessystem. Derudover er der mange udvalg, som tager sig af alt fra konkurrenceplanlægning og forplejning til PR-arbejde og vedligeholdelse af faciliteter.
Vi sørger for, at arbejdet fordeles, så ingen føler sig overbelastet.
Fællesskabet har en særlig betydning i klubben, og vi er bevidste om, at det sociale aspekt skal styrkes, selvom træningen er spredt ud over mange aftener og hold. Derfor afholdes derfor årligt både sommerfest og julefrokost. Derudover afholdes der receptioner for hundeførere, der har deltaget ved Danmarksmesterskaber, og der er hyggeaftener for instruktører og bestyrelse.
En klub med aktivitet året rundt
Hos DcH Nibe er der liv og glade dage året rundt – uanset vejr og vind. Træningen foregår på klubbens arealer på Høje Nibe 42. Lydighedshundene går spor på lodsejers arealer og i skove over hele Nordjylland. Hundeførere inden for disciplinen NoseWork er at finde i alverdens butikker som Bauhaus, Plantorama og Maxizoo, men også på skoler, i festivalbygninger og lagerhaller. Vi tilbyder også hjælp til at finde tabte genstande. Det er en tjeneste, som vi er meget stolte af at kunne tilbyde vores medlemmer og lokalsamfund.
For medlemmer, der måtte have udfordringer med hundens adfærd, tilbyder vi også professionel hjælp fra erfarne adfærdskonsulenter.
Træning for alle niveauer og ambitioner
Vi har et bredt udvalg af træningshold, der spænder fra de yngste hunde og deres ejere på hvalpehold og unghundehold til mere erfarne hundeførere, der ønsker at tage deres hunde til næste niveau. For dem, der ønsker at arbejde med lydighed, tilbyder vi et struktureret forløb i DcH-programmet, der har flere niveauer. Vi har også specifikke hold, der kombinerer samarbejde og lydighed, så hunden kan lære at arbejde tættere sammen med sin ejer.
Derudover har vi også hold i Rally, Agility og NoseWork, hvor træningen altid er tilpasset den enkeltes niveau og i et trygt og motiverende miljø.
Vi tilbyder specialiserede hold i både spor og NoseWork. Hundeførerne på disse hold udforsker både naturen og deres hundes evner til at finde spor og løse opgaver.
Samarbejde med lokale aktører
Vi værdsætter samarbejdet med b.la. Nibe Skole, Nibe Festival, lokale dagplejere og Nibe Rotary Klub, som organiserer Trav for bedre Trivsel. Det fremmer fællesskabet i byen og det giver både børn og voksne mulighed for at opleve glæden ved at arbejde med hunde på forskellige måder. Desuden er vi utroligt glade for den økonomiske støtte, vi har fået fra lokale virksomheder, butikker og fonde.
Vi værdsætter også den støtte og prioritering, som Aalborg Kommune giver frivillige foreninger som vores. Det gør det muligt for os at fortsætte med at udvikle os som forening og tilbyde endnu flere muligheder for træning og fællesskab.









