Det blev 8.H på Sofiendalskolen i Aalborg, der løb med førstepræmien i en stor konkurrence, som næsten alle nordjyske ottendeklasser har deltaget i.

Torsdag blev klassen overrakt en præmie på 10.000 kroner til klassekassen af Projektleder Susanne Østergaard Nordjyske Erhvervsskoler og Erik Poulstrup Nordjyllands Landbrugsskole.

Eleverne har i løbet af efteråret deltaget i App konkurrencen ´DM i Skills´, hvor de har skullet samle point og viden om erhvervsuddannelserne. Konkurrencen blev afsluttet i Gigantium til DM i Skills, hvor eleverne skulle undersøge nogle håndværk og scanne QR-koder for at få de sidste points.

- De har vundet med 200 point ned til nummer to, så det er ganske overbevisende. Det er et meget flot resultat, Sofiendalskolen har præsteret, siger Susanne Østergaard, der er projektleder for Skills 2017, som står bag konkurrencen.

- Allerede da 8.H var på erhvervsintroducerende dag på Nordjyllands Landbrugsskole i efteråret, viste de arbejdsomhed og interesse fortæller Erik Poulstrup, Forstander på Nordjyllands Landbrugsskole, dette dannede et godt grundlag for viden og points i konkurrencen.

Det er de Nordjyske Erhvervsskoler – Skills Nord der står bag konkurrencen til DM i Skills, som blev afholdt i Aalborg i uge 4. I app´en har eleverne svaret på en række spørgsmål, som har haft til formål at gøre dem klogere på, hvad en erhvervsuddannelse er og hvilke muligheder, de giver.

Klassen jubler over præmien!