FODBOLD: Herrer Serie 1
LKB Gistrup - St. Restrup IF 0-2
Målscorere for St. Restrup IF: 0-1 Malthe Lund, 0-2 Malthe Kristensen

St. Restrup IF skulle lørdag formiddag forsøge at fortsætte den gode stime, da holdet gæstede LKB Gistrup. Efter tre sejre i træk var målet klart: Den fjerde sejr skulle med hjem til Frejlev.

Gistrup kom aggressivt ud til kampen, men St. Restrup stod godt imod presset og fik efterhånden bedre fat i opgøret. Efter en flot hjørnesparkskombination lykkedes det Malthe Lund at bringe gæsterne foran.
Kort efter slog St. Restrup til igen - endnu en gang efter et hjørnespark. Denne gang var det Malthe Kristensen, der fandt vejen til netmaskerne og øgede føringen til 2-0.

Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage. Gistrup forsøgte at lægge pres på St. Restrup, men havde svært ved for alvor at blive farlige. Efter 60 minutter modtog hjemmeholdet et gult kort og måtte derfor spille de næste 10 minutter i undertal.
St. Restrup formåede dog ikke at udnytte overtallet, og kort efter var det gæsternes tur til at få et gult kort og spille 10 minutter i undertal. Heller ikke Gistrup formåede at udnytte situationen, og anden halvleg forløb uden de helt store chancer.
St. Restrup kunne derfor sikkert køre sejren hjem og har nu vundet fire kampe i træk. Den stærke stime betyder samtidig, at St. Restrup nu er oppe på en delt førsteplads i Serie 1 sammen med Hadsund B.
Næste opgave venter allerede tirsdag den 1. september, hvor SSB/GIF gæster Frejlev. / KS