- Fredag, 28. august 2026
med Festlig Frejlevdag, Frejfest og udsigt til temasider om den hurtigtvoksende forstad til Aalborg.
Frejlev er i stadig udvikling, men er stadig bygget op om en lang række faste holdepunkter, og der er året rundt masser af aktiviteter, som skaber liv i byen.
Frejlev By – 9200 er titlen på en populær Facebook-gruppe med næsten 4.000 medlemmer – og som svarer meget godt til det officielle indbyggertal i Frejlev på 3.236 her i 2026.
Byen er i vedvarende udvikling, men er stadig bygget op om faste holdepunkter som kirken, butikkerne i midten af byen, skolen og St. Restrup Idrætsforening samt både gamle hæderkronende og nystartede erhvervsvirksomheder, der stadig drives med dygtighed og skaber arbejdspladser.
Desuden er byen beliggende midt i en fantastisk natur, hvor der er rig mulighed for at stresse af efter en lang arbejdsdag eller blot opleve natur og oldtidsminder på nært hold.
I den kommende tid (cirka hvert kvartal) vil Nibe Avis bringe en række artikler om »byen ved masten« mellem Aalborg og Nibe.
Her vil avisen sætte fokus på byens forskellige og aktive foreninger, erhvervsvirksomheder og institutioner. Kort sagt alt det der giver en »by« og som binder et lokalsamfund sammen.
Festlig Frejlev Dag for alle aldersgrupper
Allerede i den kommende week-end løber en af de ældste traditioner af stablen – nemlig »Festlig Frejlev Dag«, der afholdes lørdag den 29. august i Hal 1 ved skolen.
Her har børnene blandt meget andet mulighed for at prøvekøre en traktor, grave efter guld, prøve en »tonsebane« og ellers bare hygge sig med en masse andre børn.
For de voksne er der blandt andet et stort loppemarked. Det er som sædvanligt Frejlevs Venner, der står som arrangør - og i år har Kastanjegårdens Venner påtaget sig at stå for loppemarkedet og et stort lotteri.
Metha Ottosen fra Kastaniegårdens Venner udtaler: - Det har været en stor succes at sælge standene i år - alle 65 stande – som er det maksimale antal, der er plads til i hallen – blev allerede solgt tidligere på sommeren og der vil blive rig mulighed for at gøre en god handel ved en af de mange stande og boder.
Desuden har velvillige sponsorer givet en række gaver, så der afholdes også et stort lotteri i hallen. Lodder med gevinstgaranti kan købes til 50/stk og ingen gaver har en værdi under 50 kr!
Der er altså lagt op til en sjov og spændende dag og arrangørerne håber på stort fremøde og opbakning til arrangementet.
FrejFest med gennemgående spansk tema
En anden tilbagevendende begivenhed i Frejlev er »FrejFest« for det lidt mere voksne publikum, og som i år afholdes 26. september i Frejlev Hallen. Arrangører er frivillige fra St. Restrup Idrætsforening.
I år er det med »spansk grisefest« som tema, så alle senioritas og amigos må op på dupperne og tage naboen eller klubkammeraterne med til pattegris fra Slagter Carlsen og ellers hyggelig sydlandsk stem-ning. Og der bliver rigtig gang i festlighederne:
Der er planlagt et stort underholdningsprogram med bl.a. Benny fra Olsenbanden og musikken er lagt i hænderne på Benny & Butterflies samt de lokale DJ Pink Panter.
Takket være et sponsorat fra REMA 1000 kan billetprisen incl. buffet, natmad og stort underholdningsprogram, holdes på kun 250 kr. pr. Person.
Dermed er der aktuelt hele to virkelig spændende begivenheder i den kommende månedstid i Frejlev, som arrangørerne selvfølgelig håber at byen og beboerne bakker op om.
- Kom ned og lær dine naboer og bysbørn bedre at kende, lyder opfordringen fra arrangørerne.
Og: Husk at holde rigtig godt øje med din postkasse - Nibe Avis bringer stort og småt om »livets gang i Frejlev« i de kommende uger og måneder. Er du mere til ONLINE nyheder og historier findes det hele naturligvis også på nettet - nemlig på www.nibeavis.dk
/ JLN










