Det er tre årtier siden at kommunismen smuldrede, mens vi i Vesteuropa dag for dag forbløffet fulgte dramaet på østsiden af Jerntæppet. Det var en folkelig revolution som praktiske taget ingen – hverken her eller der - havde forudset. Og hvad skulle det hele ende med? Det spørgsmål har journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen – begge med mange års baggrund i DRs udenrigsdækning – sat sig for at give et foreløbigt bud på – det er det, de præsenterer i et nærværende og medrivende foredrag på mandag  på Lundbæk Landbrugsskole.

De to rutinerede reportere besluttede sig sidste vinter for at undersøge, hvordan det egentlig står til for befolkningerne derovre, for menigmand og -kvinde i 15 tidligere kommunistiske lande, her 30 år efter Berlin Murens fald. Det førte til en dramatisk vinterrejse på lavt budget med bumletog og lokal-busser til søvnige småbyer og halvt affolkede landbrugs-kooperativer i den absolutte udkant af den østlige del af vores kontinent, steder som sjældent eller aldrig får besøg udefra. 

Undervejs har de mødt og talt med snesevis af modne og ældre mennesker, der var født og opdraget til en strålende kommunistiske fremtid, men som kom til at kæmpe en nådesløs kamp for den daglige overlevelse i en rå, kapitalistisk verden, hvor enhver er sig selv nærmest. Beretningen om rejsen og om de ofte meget bevægende møder med helt almindelige eks-kommunister er samlet i den anmelderroste bog »Vi var folket – møde med østeuropæerne 30 år efter Murens fald« (Gyldendal 2019), men nu er muligheden der altså for at møde forfatterne selv og høre deres personlige bud på, om der dybest set er så meget at råbe hurra for, for de millioner, der fik deres frihed – eller en form for frihed – i forbindelse med omvæltningerne dengang for længe side.

Der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål efter rejsefortællingen fra en for de fleste af os ganske ukendt verden.

Se annoncen i Nibe Avis' trykte udgave.