Nibeområdet stærkt repræsenteret ved dette års Team Rynkeby Tour de Danmark

I dagene fra 10. juli til 17. juli vil man i hele Danmark kunne spotte cykelryttere i gult cykeltøj. Cirka 1100 danske Team Rynkeby-cykelryttere fordelt på 19 hold fra forskellige områder vil nemlig år erstatte den traditionelle tur til Paris med en Tour de Danmark i stedet.

Baggrunden er naturligvis Corona pandemien gennem hele Europa og selv om det ikke helt er, hvad rytterne havde håbet på, så er glæden intakt når snakken falder på dette års tur. Turen bliver en smule kortere end normalt, nemlig cirka 1100 km men heldigvis er der i smukke Danmark masser at glæde sig til.

I det nordjyske hedder holdet Team Rynkeby Nordjylland og holdet består af op til 50 cykelryttere og 10 servicefolk. Siden 2012 har Nibe-området været fast repræsenteret af en række deltagere fra Nibe-området, og dette år er bestemt ingen undtagelse.

Hele 6 af rytterne repræsenterer på bedste vis vores område og ser vi tilbage i de seneste år har dette været intakt. Når rytterne sætter sig i sadlen og på holdet, så står deltagelsen og indsatsen på tre ben. Det første er den meget vigtige mission i at indsamle penge til Børnecancerfonden, som er hele formålet med turen. Når Team Rynkeby sætter sig i sadlen til sommer bliver det 20. gang, at det gulklædte velgørenhedscykelhold cykler penge ind til børn med kritiske sygdomme. Gennem årene har Team Rynkeby indsamlet næsten 500 mio. kr. til børn med kritisk sygdom – heraf er over halvdelen indsamlet i Danmark.

Det andet »ben« er at få venskaber og knytte kontakter for livet på det lokale hold. Den lange sæson med træning og de mange kilometer på landevejene sammen gør, at rytterne lærer hinanden at kende på godt og ondt, hvilket meget ofte fører til nye venskaber og kontakter for livet.

Det tredje ” »ben« er naturligvis, at blive i stand til at cykle meget langt hver dag over en række dage afhængigt af mål og rute. Den normale tur til Paris er i omegnen af 1500 km, hvilket vil sige ca. 200 km per dag de fleste dage. Træningsmålet her er faktisk noget, de fleste ryttere kan komme til at fuldføre, hvis træningen passes som foreskrevet af Team Rynkebys træningsansvarlig.

I løbet af den næste uge vil vi her på Nibe Avis følge rytternes færd gennem Danmark og Tyskland. Ruten er således: Nørresundby – Kolding – Büdelsdorf (Tyskland) – Gremersdorf (Tyskland) – Hvidovre – Holbæk – Randers – Aalborg (ankomst fredag 16. juli).

Deltagere fra Nibe-området de seneste år:

2021
Peter Henriksen
Marianne Staun Nørgaard
Heinrich Nørgaard
Lars Emborg
Troels Severinsen
Charlotte Jacobsen

Før 2021:
Tina French Nielsen (Holdkaptajn i to sæsoner)
Natasja Rosendahl
Sven Ulrich Bertelsen
John Sohn Christensen
Kristian Larsen
Ole Bøgh Ulriksen
Bjarne Poulsen
Lotte Markussen