- Torsdag, 6. november 2025
Maritimt Oplevelsescenter og Forsvars- og Garnisonsmuseet vil fra januar være under fælles ledelse, og fremad rettet vil man skabe noget nyt og visionært – ikke blot lægge de to institutioner sammen.
Beslutningen er truffet, og lige nu er en arbejdsgruppe fra begge museer trukket i arbejdstøjet. Bistået af lidt hjælp og inspiration udefra og ikke mindst støttet med viden og erfaring fra Aalborg Kommunes Kulturforvaltning.
- Det er en omfattende proces med rigtigt mange forhold og udfordringer, som vi har sat i gang, lyder det samstemmende fra direktør Mads Sølver Pedersen fra Springeren, Maritimt Oplevelsescenter og bestyrelsesformand Flemming Agerskov fra Forsvars- og Garnisonsmuseet.
Begge institutioner rummer hver sine spændende historier. Om søfart, Aalborgs nære tilknytning til fjorden, værftsindustri og det faktum, at Danmark gennem århundreder har markeret sig på verdenshavene som en søfartsnation med en stærk flåde i ryggen. Men også historierne om de store militære konflikter, som både udfordrede og skabte nationen, hvor især årstallet 1864 står stærkt i erindringen. Senere de store verdenskrige, besættelsestiden og skabelsen af den nye forsvarsvirkelighed, foruden Aalborgs mangeårige historie som garnisonsby.
- Derfor bliver læringsoplevelser også et stærkt parameter i vores planlægning af indholdet i den nye museum og oplevelsescenter, som vi arbejder med at opbygge ved at sammenlægge de to nuværende kulturinstitutioner, uddyber Mads Sølver Pedersen, der supplerer med at partnerskaber med uddannelsesinstitutioner og industrien også indgår i planerne for det nye oplevelsescenter med fokus på søfarts- og forsvarsmæssige forhold.
- Vi ser begge på processen med at skabe noget nyt og fælles som både en spændende udfordring, men også som en læringsproces, hvor vil er rede til at bygge både ovenpå og skabe noget nyt, slutter Mads Sølver Pedersen og Flemming Agerskov.









