Donation fra bysbørn fik forleden Thorvald Odgaards kunst til Sønderholm

Efter høstgudstjenesten søndag i en festligt pyntet og næsten fyldt Sønderholm Kirke, blev der afsløret et kunstværk, doneret til byen af et ægtepar, boende i Sønderholm.

Kunstværket er et relief i støbejern og bronze, udført af Thorvald Odgaard, der deltog i afsløringen og den efterfølgende fælles frokost for de fremmødte sognebørn.

Kunstværket pryder nu nord-gavlen på Sønderholm Sognegård.

Thorvald Odgaard fortalte lidt om sine engle, der har fulgt ham gennem størstedelen af sin kunstnertid – i mange udgaver og udformninger. Kunstværket fik ved weekendens højtidelighed sin blivende plads på Sønderholm Sognegårds nordre gavl, hvor det kan ses fra landevejen gennem Sønderholm.

– Vi er i kunstudvalget meget glade for donationen fra Kirsten og Benny Houmann, der har gjort det muligt at få Thorvald Odgaards kunst til byen, siger Jørn Ravnkilde fra det lokale kunstudvalg i Sønderholm.

Et stort publikum overværede afsløringen af det nye kunstværk.