
- Fredag, 10. januar 2020
Finn Hviid Bredahl debuterer i februar med romanen »Højt synger Nattens Dronning«. Romanen er en kontrafaktisk slægtsroman, der dækker en periode på mere end 100 år. Den kontrafaktiske fortælleform dækker over faktiske hændelser og virkelige personer, som forfatteren digter videre på og sætter ind i sit helt eget univers der, med afsæt i forfatterens egen familiehistorie, bringer læseren til både zarens Rusland, til en sigøjnerfamilies opbrud fra Preussen og til Skagen, lige før de berømte malere for alvor slog sig ned i den lille købstad.
Finn Hviid Bredahl (f. 1953) er uddannet som skuespiller på Aalborg Teater og arbejdede her og på Det Danske Teater og Aarhus Teater frem til 1987, hvor han forlod teaterverdenen og gik ind i reklamebranchen.
Vendte i 1997 tilbage til de skrå brædder som skuespiller på Aalborg Teater, Jomfru Ane og Jako Bole Teatret. I 2003 grundlagde han, sammen med skuespilkollegaen Susanne Sangill, egnsteatret Himmerlands Teater i Hobro, hvor han fungerede som adm. teaterchef, skuespiller, oversætter og dramatiker frem til 2014, hvor han, på grund af et synshandicap, blev nødt til at stoppe sit teaterarbejde.
Finn Hviid Bredahl bor privat i Sønderholm.