Socialdemokratiet i Nibe og Omegns Vælgerforening har i den forgangne uge afholdt den årlige generalforsamling. 

Til mødet var der et fremmøde på 10 deltagere – set i lyset af at vælgerforeningen tæller omkring 80 medlemmer er det procentuelt et acceptabelt fremmøde. 

Her blev Elin Møller valgt til generalforsamlingens dirigent, og hun kunne hurtigt give ordet til vælgerforeningens formand Milan Vestergaard. Han fortalte om et travlt år, hvor særligt folketingsvalget har fyldt. Her var den lokale kandidat Morten Ryom, Nibe, tæt på at opnå valg, da »kun« små 100 stemmer adskilte ham og Rasmus Prehn. Dette tætte opløb har givet anledning til lokale refleksioner, hvorvidt strategien til det næste folketingsvalg skal justeres, da særligt Nibe-området kan optimeres stemmemæssigt.

Genvalg til lokal byrådskandidat
Generalforsamlingen gav mange roser med på vejen til deres mand i Aalborg Kommunes byråd – Evald Lange Rise, hvor det særligt mærkes tydeligt at der er lokal repræsentation i byrådet, hvor mange politiske hjertesager fra vælgerforeningens område – fra Farstrup i vest til Drastrup i øst over Nibe, Vokslev, Sønderholm, St. Restrup, Nørholm og Frejlev finder fodfæste med Evald Lange Rises politiske tæft. Her roste generalforsamlingen Evalds evne til at være tæt på, nærværende og løsningsorienteret for de mange borgere, som retter henvendelse til ham. Derfor var det også med stor opbakning, og applaus, at generalforsamlingen på ny gav deres støtte til Evald Lange Rise, som vælgerforeningens byrådskandidat frem mod kommunalvalget i 2025.