FODBOLD, herrer – Jyllandsserie 2

AaB – St. Restrup IF: 0-1 (0-1)

Mål: Nichlas Søe Worch

St. Restrup IF gæstede fredag aften AaB i en direkte duel om at komme fri af bunden af tabellen, på en solbeskinnet bane på AaB’s anlæg på Hornevej.

Kampens indledning var ganske lige, i det gode sommervejr. Begge hold spillede godt fodbold, og stod godt i deres defensive organisation. Efter kampens første kvarter var det St. Restrup IF, der overtog teten i opgøret. Efter 21 minutters spil bragte St. Restrup IF sig på 0-1, da Lasse Bukh Møldrup fandt Nichlas Søe Worch, som scorede flot. Efter scoringen var det forsat St. Restrup IF, der var i teten af opgøret, men trods gode muligheder så vedblev det ved 0-1 ved dommerens pausefløjt.

Anden halvleg var 10 minutter gammel da AaB-holdet blev tildelt et gult kort. Det betød én mand i overtal, i 10 minutter, i St. Restrup IF’s favør. Denne overtalsperiode forvaltede St. Restrup IF godt, men atter manglede holdet ”det sidste” for at bringe sig yderligere i front. Trods den ”spinkle” føring på måltavlen blev der aldrig tvivl om kampens udfald, og St. Restrup IF kunne ganske fortjent hive sejren i land med cifrene 0-1. / ELR