- Mandag, 1. september 2025
FODBOLD: Serie 1, herrer
Vorup FB – Nibe Boldklub: 0-0 (0-0)
Nibe var lørdag en tur i Vorup for at møde et af de andre ubesejrede hold i række. Efter en kamp uden scoringer er det også fortsat tilfældet, hvilket begge hold kan være fint tilfredse med.
Det var alligevel utroligt, at kampen endte uden mål, da der i begge ender var flere store chancer, men den sidste skarphed manglede for at få bolden i nettet. På dagen havde Nibe også en storspillede Anders Lund i målet, der flere gange fandt store redninger frem. Han fik også hjælp af overlæggende en enkelt gang efter et fint hovedstød fra hjemmeholdet.
Jannick Hallund havde også fundet vej til dagens hold, og han var meget tæt på at blive matchvinder til sidst i kampen, da han fik tacklet sig forbi keeperen til et frit mål, men han kunne simpelthen ikke holde balancen, så forsvarsspilleren fra Vorup nåede hjem og fik situationen afværget.
Sidste kamps 3 måls skytte i Markus Adelsen havde også flere tilbud på dagen, men han manglede sidste kamps afslutningskvalitet, så han kommer ikke nærmere end et stolpeskud.
Kampen sluttede som den startede med 0-0. Et resultat som Nibe sagtens kan bruge videre frem i denne efterårssæson.
Træner Mick Andersen: ’En god fodboldkamp mellem to dygtige hold, der gerne vil spille fodbold. Det er en kamp, hvor man står tilbage med følelsen af, at vi både kunne have vundet og tabt, så på den måde er en uafgjort vel meget fair. Vi har flere spillere, der begynder at være slidte nu med 5 kampe på 15 dage, så vi skal virkeligt have alle spillere til at finde de ekstra ressourcer frem i holdets tjeneste. I næste uge har vi igen to kampe, hvilket betyder, at vi kommer halvvejs i sæsonen på blot 22 dage, men kan vi få lidt point på kontoen i de par kampe, så har første halvdel være godkendt. Der venter dog også to rigtig dygtige modstandere, der vil give alt for at slå den øjeblikkelige førsteplads i rækken.’
Næste kampe er tirsdag den 2. september hjemme mod SSB/GIF kl. 18.30 og søndag den 7. september hvor turen går til Hornbæk SF med kampstart kl. 14.00.














