Efter en af Nibes kendte forretninger for år tilbage lukkede, blev den solgt med henblik på renovering, som  for en stor dels vedkommende er sket på fritidsbasis. Lørdag blev den tildelt prisen Årets Hus i Nibe.

Den ærefulde titel som Årets Hus 2018 blev tildelt det nyrenoverede hus Voldborggade 8A, bedre kendt som »slagter Veggerby’s ejendom«.

Morten Nygaard Andersen, der i dag ejer ejendommen, købte den for knap 10 år siden og har siden renoveret den over flere etaper. Over tid er hele ejendommen gennem-renoveret og fremstår nu som en flot og »Nibe-rigtig« ejendom.

Morten Nygaard Andersen viser her, at ejendommen har fået sit oprindelige udseende tilbage, idet den ved opførelsen i 1908 var belagt med tegltag.

Formand for Bevaringsfonden Evan Christensen tog udgangspunkt i ejendommens historie, da han lørdag oplæste motiveringen for at tildele prisen, og han sagde her bl.a.:

– Ejendommen har en historie, der er knyttet til familien Veggerby, og er opført i 1908.

Holger Veggerby far, Jens Veggerby, grundlagde i 1900 en slagterforretning i Grønnegade, som så i 1908 blev flyttet til Voldborggade 8A.

Hestekød var forretningens specialitet, ligesom der var tilknyttet eget pølsemageri og eget røgeri.

Slagterfamilien Veggerby virkede i flere generationer, og fra 1920-erne og frem var forretningen kendt viden om for sit hestekød.

Som et synligt tegn på tildelingen af Årets Hus 2018 fik Morten Nygaard Andersen overrakt en messingplade med inskription.
–     –     –
Morten Nygaard Andersen har nu huset til salg, og det har alene den årsag, at han ønsker sig en have, hvilket der ikke er mulighed for ved den nuværende ejendom.

wVeggerbyopr-forfra
wArets-Hus-2018Voldborggade-8AR8091
wArets-Hus-2018Voldborggade-8AR8097
wArets-Hus-2018Voldborggade-8AR8103
wArets-Hus-rygeovn