Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil holdt torsdag en flot reception for det danske WorldSkills-landshold og de danske dommere, der netop er vendt hjem efter VM for unge håndværkere i den russiske by Kazan.

- I er vores landshold, og I har gjort Danmark kæmpestor ære, sagde ministeren.

SkillsDenmark har døbt landsholdet »Danmarks vigtigste«, fordi det kæmper for at skaffe flere faglærte, og der er ministeren enig:

- Det er ikke for at sige noget dårligt om VM i fodbold, for der er ikke noget der kan binde os sammen som en god landskamp, men det er jo faktuelt rigtigt, at I er det vigtigste landshold, fordi det handler om arbejde, og det handler om fag, hvor fodbold trods alt kun er en leg. Vi har brug for at have en elite inden for et hvilken som helst fag. Det giver alle os andre noget at stræbe efter, og det giver ungdommen nogen vigtige forbilleder.

- Det giver en lille smule håb for fremtiden, fortsatte Pernille Rosenkrantz-Theil:

- Det er jeres åbenlyse talent, jeres kloge hænder og hoveder, og det er jeres flid og jeres gode ideer, og det er med til at bygge videre på et Danmark, som vi rigtig gerne vil have. Et Danmark med mere velstand og et Danmark med større lighed og med et stærkere fællesskab. Og så lige netop jer 14, I er så ekstraordinært dygtige, og jeg er sikker på, at I kan være med til at inspirere de unge til netop at blive bygningsmaler, murer, industritekniker eller et af de andre fag.

- Så vil I ikke godt love mig, at I ikke holder tilbage med at vise verden, hvad I kan. Vi lever i en reality-show verden hvor rigtig mange unge drømmer om at blive kendisser i en fart, koste hvad det vil, og rigtig meget af det handler om at se godt ud og få mange følgere eller mange likes - og blive set. Der er ikke så meget indhold i det, og det står i modsætning til jer, fordi I bliver kendte for indhold, I bliver kendte for noget, og det giver kæmpestor værdi for os andre.  

Efter ministerens tale takkede landsholdets bygningssnedker, Steffen Slott Jørgensen, hende og overrakte den karakteristiske røde landsholdstrøje.

De 14 unge på landsholdet var i Kazan i konkurrence med deltagere fra 62 nationer, og den samlede danske indsats bragte landsholdet på 18. pladsen ud af de 62. Otte af danskerne kom hjem med en udmærkelse - »Medaillon for Excellence«, der gives, når mere end 700 af 800 mulige point er nået i konkurrencen. Her iblandt Flisemurer Samuel Birk Axelsen, 21 år, der arbejder hos KIMBO A/S i Nibe. Skole: TECHCOLLEGE, Aalborg. Samuel vandt også DM i Skills 2018 og var med på EM-landsholdet, EuroSkills 2018 i Budapest, hvor han vandt sølv.