- Tirsdag, 31. december 2019
212 travere havde julesøndag taget imod Nibe Rotary Klubs tilbud om en trave- eller løbetur i kanten af Skalskoven.
Ikke alene dét, at muligheden var en travetur eller en løbetur, men samtidig fik deltagerne lidt fællesskab – og muligheden for at støtte med et beløb til Julemærkehjemmet i Hobro. Dette beløb rundede Rotary og en række sponsorer så igen op til samlet 15.000 kr., som blev overrakt efter turen.
På Rotary’s vegne bød Peder Bach velkommen, hvorefter Mikkel Blad Krogh, tidligere elev på Julemærkehjemmet, fortalte om sit ophold og de aktiviteter, han havde deltaget i.
– Alt dette har givet mig fællesskab og livsglæde – samtidig med, jeg under opholdet tabte 10 kilo og der igennem fik øget selvværd, fortalte Mikkel.
Inden trave- eller løbeturen sang man i fællesskab »Livstræet« med Elisabeth Reinewald som forsanger.








