Nibe-virksomhed anvender Virtual Reality til præsentation af nye byggerier.

Tegnestuen No.57 i Nibe har implementeret et nyt Virtual Reality system, som primært skal benyttes til visuelle fremvisninger af tegnestuens projekter, og i den anledning var borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin, på besøg på virksomhedens kontor. Anledningen var at Tegnestuen No.57 arbejder på et større bolig- og byomdannelses-projekt i Støvring, og her er kommunen selvsagt aktiv part. Det nyanskaffede Virtual Reality udstyr gav borgmesteren anledning til at opleve det nye byggeri i målestoksforholdet1:1. 

VR-brillerne gør det dermed muligt at opleve det færdige byggeri, før selve byggeriet går i gang. Faktisk kan man allerede i de tidligere stader af et skitseprojekt, gå en virtuel rundtur i sit projekt. Den oplevelse brugeren får, er at VR-brillerne gør det muligt at bevæge sig rundt i hele projektet, og danne sig det fulde overblik over arkitekturen bag projektet.

Borgmester Leon Sebbelin: Tydeligt og positivt overrasket over at se 3D-modellen af det kommende byggeri.

Borgmesteren var synligt begejstret og imponeret
Og det var en synligt imponeret borgmester, som var med til at afprøve det nye udstyr:  - Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg må sige, at det gi’r et relativt virkelighedsnært billede af hvordan projektet kommer til at fremstå, når det er færdigt, sagde han efter at have testet VR-brillerne. Byggeprojektet kommer til at ligge der, hvor der tidligere har været købmandsgård - lige overfor  tog-peronnen i Støvring. 

- VR-brillerne giver en fantastik rumfornemmelse, og forståelse for projektet, og det er lidt imponernde, at man kan få en klar fornemmelse af at »gå inde i det«, og få en virkelig fornuftig fornemmelse af niveau-forskelle, som der er en del af i Støvring-projektet, sagde borgmesteren begejstret.

Tegnestuens indehaver Henrik Pedersen er hurtigt blevet fortrolig med og glad for det nye udstyr: - VR-brillerne er lynhurtigt blevet en naturlig del af vores interne værktøjer, som vi bruger i design-faserne, siger han og supplerer: - Selvom vi først har fået VR-udstyret for ganske nylig, så har vi allerede haft meget glæde af det: Vi har for eksempel senest tegnet en villa, hvor bygherre var i tvivl om hvordan lofterne ramte hinanden. Her var VR-brillerne et fantastisk værktøj, og bygherren tabte næsten kæben, da de fik lov til at opleve huset på denne måde.

Borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin, fik som én af de første testet tegnestuens nye værktøj til virtuel fremvisning af byggeprojekter, - og han var begejstret!