Med 63 deltagere oplevede Turistforeningen for Nibe og Omegn rekord tilslutning til sin generalforsamling.

Det var en veloplagt formand Willy Kær, der torsdag aften kunne byde velkommen til den årlige generalforsamling i den snart 83-årige lokale turistforening i Nibe. 

Som det foreskrives, skulle deltagerne orienteres om det forløbne år i turismens tjeneste, og her kunne Willy Kær oplyse, at der havde været 132 deltagere på sommerens guidede rundvisninger – et gennemsnit på 22 pr. tur, hvilket han var tilfreds med. Knap så godt gik det for en medlemstur til Læsø, hvor et større antal frameldte deltagere forårsagede et underskud på denne aktivitet.

Turistforeningen har de seneste år lagt et større arbejde i udgivelsen af den lokale Nibe Guide, hvilket i 2019 resulterede i et historisk højt sidetal og dermed god orientering om rigtig mange lokale oplevelses lokaliteter og tilsvarende mange annoncører, der har fået sit budskab ud til det gæstende publikum.

De lokale turist informationer holder nu til med hoved-aktiviteterne hos »Bog & Idé« og på Nibe Lystbådehavn, hvor der findes et væld af brochurer med forslag til ture i hovedsageligt Nordjylland. I foråret flytter boghandelen til en ny adresse, kun få meter fra den nuværende, og i den forbindelse indgår turistinformationen i den nye forretnings indretning, og der vil blive placeret en »tablet«, så turister og byens gæster her kan søge sig frem til oplevelser i det lokale univers.

I fortsættelse af Willy Kærs beretning fortalte Niels Pedersen om sit arbejde i bestyrelsen for VisitAalborg.

Foreningens kasserer Ivan Bjærge gennemgik årsregnskabet, der udviste et mindre underskud på godt 600 kr., og han fik forsamlingens godkendelse heraf.
Ved valg til bestyrelsen var der genvalg til Willy Kær, Niels Pedersen og Hans Jørgen Søndergaard – og den øvrige bestyrelse består af Lykke Amager Janek samt Ivan Bjærge. Bestyrelsen konstituerer sig inden for de kommende par uger.

 

Oldermand og forfatter Jens Østergaard gav på turistforeningens generalforsamling gode ideer til, hvordan Nibe generelt kan bruge silden som objekt for god markedsføring af byen – det gælder naturligvis turismen, men også erhvervslivet i bred almindelighed.

Foredragsholder: Brug silden som reklame for Nibe
Som erstatning for en sygdomsramt foredragsholder Dorte Elkjær-Gregersen havde foreningen i sidste øjeblik held med at engagere »Kaag-Jens«, alias Nibe Kaaglaugs Oldermand, forfatter og tidligere overlærer ved Nibe Skole, Jens Østergaard, Valsted.

Oldermanden fortalte vidt og bredt – og med en meget humoristisk snert – om sine oplevelser med baggrund i Limfjorden omkring Nibe. Her brugte han talrige eksempler og fortalte historier, der gang på gang viste, at Nibe har et næsten u-udtømmeligt univers af gode fortællinger; ja, nogle af dem nærmest med en særdeles højt spændings niveau. Og det er Jens Østergaards klare overbevisning, at Nibe i turist- og erhvervsmæssig sammenhæng kan – og skal – bruge disse fortællinger til at skabe større opmærksomhed omkring byen og lokalområdet.

Eksempler på, hvad silden kan betyde, er Nibe Kaaglaugs deltagelse i de tilbagevendende Nordiske Mesterskaber i Sildeopskrifter, der foregår på Nyhavns Færgekro i København. Og de hjemtagne mesterskaber og øvrige præmier fra denne konkurrence, vil næsten ingen ende tage, når »Apotekersilden« fra Hans Heidemann Lassens hjem og Henning »Barmer« Jensens opskrifter gik sin sejrsgang, og de svenske og norske kokke blev sendt hjem med sekundære placeringer.

»Brug nu denne gode platform til igen at fremhæve Nibe, for fortællingerne og de gode historier er autentiske og ligger lige for«, opfordrede han. Jens Østergaard har selv brugt silden som afsæt for flere bøger, og mere er på vej. Tillige fortalte han om den måde, samfundet har behandlet Limfjorden på – rent miljømæssigt: – Det er en skændsel, at vi gennem historien har udnyttet Limfjordens naturlige liv så groft, og at vi har tilladt virksomheder at udlede og placere forurening i fjorden og i de nære omgivelser, sagde Jens Østergaard og henviste til bl.a. bogen »Fisk kan ikke tale«, der beskriver kemifabrikken Cheminovas forureninger på og omkring Harboøre Tange ved Vesterhavet.

Jens Østergaard fik stor applaus for sit foredrag, og de 63 deltagere fik noget med hjem at tænke over.