Tegnestuen NO57 i Nibe trodser COVID-19 og alle skeptikere

: Virksomheden vækster konstant og er nu vokset ud af lokalerne på Torvet, som således kun blev virksomhedens hjem-adresse i et lille års tid. Henrik Pedersen fortæller, at der hurtigt blev så mange opgaver, at det blev nødvendigt med assistance på tegnestuen. Derfor blev arkitekt Maria Møller Salling ansat efter ganske kort tid, og siden er det gået stærkt. Derfor er der nu igen behov for mandskabsudvidelse, og det betyder også at kontoret på Torvet blev for trangt. - Her var der 35 kvm. at arbejde på, og det er lige lidt nok, hvis vi er tre, som skal trives, så nu har vi skabt et nyt tegnestuemiljø i det tidligere forretningslokale Skomagergade 1 (førhen »Filius«), og her har vi cirka 100 kvm. at boltre os på, og det passer fint, nu hvor vores nye medarbejder Christian Winther er startet på tegnestuen, siger Henrik Pedersen. Christian Winther er bygningskonstruktør, og kommer fra en tilsvarende stilling hos en tegnestue i Aalborg.

Søger endnu flere kunder - og vil gerne private!
Forretningskonceptet er der ikke ændret nævneværdigt ved, men... - vi vil gerne tættere på private kunder, som vi kan mærke at der er særligt god udviklingspotentiale i for øjeblikket, udtaler Henrik Pedersen. Det kan f.eks. være en familie, som gerne vil have ændret indretningen i deres bolig, ønsker en tilbygning til eksisterende bygning, eller overvejer nybyggeri af familiebolig eller fritidshus, siger Henrik. Derfor er det bare et ekstra plus, at vi nu kommer »ned i øjenhøjde« med flytningen til det nye lokale (har hidtil haft adresse på 1. sal), og vi håber nu at lokalbefolkningen har lyst til at droppe ind og få en helt uforbindende snak i afslappede omgivelser, hvis man har planer eller drømme om at bygge eller ombygge, siger Henrik Pedersen. - Alle er velkommen, - også selvom man bare er nysgerrig efter at se hvad der sker bag ruderne i Skomagergade 1, slutter den ekspanderende tegnestue-ejer.