John Weinreich, Lindenborgvej 79, 9200 Aalborg SV har skrevet og tilsendt Nibe Avis denne historie fra en svunden tid ...

Hedvig og Gunnar sad i rutebilen, der var afgået fra St. Ajstrup, som ligger et stykke inde i landet bag Sebberkloster. De havde netop passeret Sebbersund, og var nu på vej til Nibe, som var denne rutes endestation. Hedvig havde fået vinduespladsen.

Gunnar var nemlig en hel del galant over for Hedvig. Han havde indset, at det gav pote på flere små, men alligevel nyttige områder. Hedvig lagde mærke til sådan noget, og hun var ikke loren ved Gunnar, som ellers godt kunne forekomme ubehøvlet, hvis man ikke kendte ham godt. Folk tænkte jo ikke altid på, at Gunnar var meget tidligt oppe om morgenen. Hans arbejdsplads lå næsten tyve kilometer væk, så det tog sin tid med transporten, som foregik på en olivengrøn Puch Maxi.

– Har du hørt, at Svendsens har været på Mallorca, Hedvig? Hedvig kiggede på Gunnar og sagde: – Nej, hvad skulle de dog der?

– Åh, de havde aldrig været uden for Danmarks grænser før, og de har altid gerne villet til grisefest med præsten i Tjæreborg, så nu skulle det være, inden de blev alt for tunge til bens. Og man bliver jo ikke yngre med alderen, som de siger.

Hedvig kiggede ud af vinduet: – Jeg ville også gerne til grisefest i Tjære- borg… eller Mallorka, men ingen får mig op i en flyvemaskine. Og vi har det også godt nok her,tilføjede hun. »Ved jorden at blive…«

– De har taget lysbilleder, som vi skal se en dag.

Hedvig spjættede underbenene lidt frem. »Jeg er spændt på, om jeg kan bruge de sko, Skomageren reklamerer med«.

Gunnar rømmede sig: »Det må vi jo håbe. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det sku´ bare mangle.« Han fortsatte: »Hvorfor tør du egentlig ikke flyve?«

– Hvis det var meningen, vi skulle flyve, havde vi sikkert fået vinger, svarede Hedvig.

– Ja, det kan vi tidligt nok få, sagde Gunnar. ”Der er jo heller ikke noget, der er sikkert mere. Det er i hvert fald helt sikkert.”

Hedvig kiggede skråt opad: – Du sagde, vi skulle have kaffe på Phönix… og en jødekage?

»Ja,« svarede Gunnar, – hvis du lover at spise op. 

– Det gør jeg da,” svarede Hedvig koket og hurtigt.

Gunnar så på hende: 

–Så tager jeg dig på ordet.”

– Ja, gør du bare det, fniste hun, »du tør jo ikke tage mig på andet mere, hæh, hæ, hæ«. Husk mig på jeg skal købe cigaretter. Det glemte jeg sidste gang, og nu skylder jeg Olsens to pakker Prince. Så, nu er vi på torvet, her skal vi af. Ellers bliver der for langt at gå.

– Ja, og det er vist for meget forlangt.

Gunnar gik straks hen til købmand Pedersen, mens han huskede det:

– Fire gange ti Prince, sagde han til købmanden.

– Så gerne. Med eller uden filter?

– Det ved jeg sgu da ikke, det er ikke til mig selv, svarede Gunnar, mens hans højre hånd famlende begyndte at lirke muldvarpen op af baglommen.