Nibe Gymnastikforenings Cykelture ud i det blå, har siden 1996 været et fast program hver mandag i sommermånederne, og deltagerne har her i 2021 fejret 25 års jubilæum.  

Det var Aase Andersen, instruktør for motions- og rytmegymnastik, som i 1996 tog initiativet. Turene var nøje planlagt, da hun selv cyklede den før vi blev præsenteret for den, vi mødte altid forventningsfulde op. Starten gik fra Nibe Skolegård fra den første mandag i maj måned og slut den sidste mandag i august måned. Mottoet har altid været: vi cykler uanset vejret, det er kun forkert påklædning som gør det til en dårlig tur, fortæller foreningens tidligere formand Ingelise Jensen: 

– Der er blevet trampet godt i pedalerne, den første tur gik gennem Lundbæk Skov, her var skovbunden fyldt med nyudsprungne anemoner, det blev så til en tradition.

Det blev også en tradition, at den sidste tur skulle gå til Bjerget i Sebbersund.

Vi har haft rigtig mange gode oplevelser på disse ture, både socialt og kulinarisk. Da Aase flyttede fra Nibe fortsatte motionsdamerne selv med de traditionelle cykelture i Himmerland. Der bliver cyklet omkring 300 km hver sæson, dog kun 283 km i 2021.

Gennem årene har cyklisterne også været udsat for nogle punkteringer og andre mindre uheld.