Stærk sæsonafslutning for 18-årige Valdemar Eriksen i GT World Challenge med 2. plads og GT-karrierens første podieplads.

Den unge racerkører, Valdemar Eriksen fra Nibe, kørte i weekenden sæsonens sidste og kun 4. løb i GT World Challenge Endurance Series på Circuit De Catalunya i Barcelona. Løbet blev en dramatisk affære med adskillige full course yellow og safety cars. Valdemar Eriksen og hans to medkørere, Frank Bird (England) og Ryuichiro Tomita (Japan), kørte et fejlfrit løb og endte på en flot 2. plads i Silver Cup, hvor Valdemar Eriksen deltager i bil #31 i en Audi R8 LMS GT3.

Serien er af mange betragtet som den hårdeste GT-serie i verden, med adskillige tidligere F1 og F2-kørere, desuden består serien af mange fuldtidsprofessionelle fabrikskørere med engagement og support fra 9 bilfabrikker (Audi, Aston Martin, Bentley, BMW, Ferrari, Lamborghini, McLaren, Mercedes og Porsche).

Punktering vanskeliggjorde betingelserne
Frank Bird startede 3 timers løbet for bil #31 og lå konstant med i toppen af Silver Cuppen, da han efter et sammenstød opdagede en sivepunktering på højre bagdæk. Dækslitage havde været et stort problem hele weekenden, men teamet havde ikke andet valg end at pitte Frank Bird efter kun 50 ud af de planlagte 60 minutter og satse på Valdemar Eriksen kunne få dækkene til at holde minimum 70 minutter. Et ekstra pitstop ville med sikkerhed have kostet enhver mulighed for en topplacering.

Valdemar overtog bilen på P6 og med en hel stribe af konkurrenter lige bagved. Efter 70 intense minutter, med uafbrudt kamp om placeringerne, hvor Valdemar havde kørt bilen op til P4 og strakt dækkene til deres yderste, kørte han imidlertid stadig så stærkt, at han indhentede de forankørende. Da han troede han skulle i pit, lavede teamet lavede en genistreg ved at holde ham ude i yderligere i 10 minutter, så Tomita kunne indsætte slutspurten og køre så aggressivt som muligt uden at spare på dækkene.

Tomita overtog således bilen på P4, i bagkofangeren af P3 med 50 minutter igen, og kørte med flot og aggressiv kørsel bilen over målstregen på andenpladsen.

Vild maraton
– Jeg var selvfølgelig forberedt på at skulle i bilen til stint 2, men punkteringen kom fuldstændig uventet og pludselig skulle jeg i bilen 10 min før tid, men jeg kom ud et godt sted i trafikken, og jeg var i stand til at køre stærkt og køre mandfolkeræs uden at presse dækkene til grænsen. Gør man det, ødelægges de fuldstændigt på få omgange.

Der var fede dueller og overhalinger, langsom trafik der skulle passeres og typisk for mit stint, hvor jeg skulle få dækkene til at holde ekstra længe, var der ingen hjælp fra safety car eller gule flag. Det var 80 minutters uafbrudt ræs! Jeg var max presset, men synes samtidigt det var helt vildt fedt.

Min ingeniør Charles spurgte over radioen, hvordan dækkene havde det, hvortil jeg svarede, at jeg max ville kunne få 5 omgange mere ud af dem, men han sagde, at jeg skulle få dem til at holde 15 omgange mere! Det gjorde jeg så, samtidig med, at jeg kørte mig helt op til og indhentede P3, men det var virkelig svært, for det føltes som at køre i brun sæbe, og jeg var helt ærlig ved at smide den i væggen på vej i pitten!

Der har været så meget at lære denne sæson, ikke mindst banerne, hvor vi kun får få omgange før hvert løb, men allerede hjemmefra, havde jeg en god fornemmelse omkring Barcelona, for her har jeg testet en del i Formel 4. Jeg var da også konkurrencedygtig med mine teamkammerater fra første træning på brugte dæk. Det var dejligt, fremfor altid at skulle starte weekenden med at lege catch up.

Grundet de finansielle rammer jeg nu har at operere indenfor, kører jeg mindre end halvdelen af mine teamkammerater og mange andre i feltet, og derudover er jeg den yngste og mest uerfarne. Jeg vidste det var en læresæson og jeg har fortsat meget at lære – specielt i tidtagningen, hvor jeg stadig mangler at kunne hive det sidste ud af dækkene når de er nye.

Valdemar – her en tur i pitten.

Jeg havde kun turde drømme om en podieplads i toppen af international motorsport, i mit kun fjerde løb, selvom vi også var meget tæt på med en P4 i mit debutløb på Monza.

Jeg er er så glad for Team WRT. Det er som en stor familie, hvor man hjælper hinanden, og deres vinderkultur er bare for vild. Alt de gør handler om at blive bedre og vinde, og der er intet i eller omkring WRT der er overladt til tilfældighederne. Audien’s BOP (Balance Of Performance) er slet ikke der hvor den skal være, men grunden til WRT alligevel har vundet 5 ud af 6 mesterskaber denne sæson, er deres professionalisme og øjet for detaljen. Vi vinder på teamwork fremfor at have den hurtigste bil.

Jeg er så taknemmelig for endelig at få lov til at køre for et topteam. Sidste år skulle jeg have vundet det spanske F4-mesterskab. Jeg havde farten til det, når bilen kørte som den skulle - som jeg også viste med sejren på Jerez, men omgivelserne var bare ikke til det. Nu er jeg et sted der kan og vil, og jeg kan lære og vokse med dem de næste mange år.

Selvfølgelig en stor tak til mit bagland og alle dem der har været med på rejsen. Tak til teamet for at tro på mig, tak til mine medkørere Frank of Ryu og til allersidst skylder jeg en gigantisk tak til mine sponsorer i verdens bedste erhvervsnetværk; VER Business Club! Uden dem havde jeg kørt indendørs gokart.            

Det giver også lige en ekstra tiendedel eller to at vide, at folk sidder hjemme i Danmark og følger med og jeg glæder mig til at fremvise pokalen i netværket, ligesom jeg glæder mig til en stærk afslutning på Padborg Park i weekenden med mit danske team. Der skal Danmarksmesterskabet og den store pokal i hus, slutter Valdemar Eriksen.