FODBOLD – Serie 2, herrer

Nibe B - St. Restrup IF: 1-1 (0-0)

Målscorer: 1-0: Viktor Pilgaard, 1-1: Patrick Lindberg

Nibe B og St. Restrup spillede fredag aften, på et solbeskinnet Nibe Stadion, sæsonens første lokalopgør. Et opgør mellem to tophold i rækken, hvorfor der både var vigtige points at spille om, men også ”håneretten” mellem de to hold, hvor flere af spillerne kender hinanden særdeles godt.

St. Restrup-træner Michel Valdemar måtte til opgøret både undvære anfører Malthe Kristensen og viceanfører Jens Holt.

Kampens indledning var ganske lige. Begge hold var godt organiseret på det modsatte holds styrkepunkter. Som halvlegen skred frem var det Nibe B, der fik overtaget i opgøret. De fik skabt de største målchancer, men måtte se afslutningerne gå uden om målet. St. Restrup IF havde ikke de store chancer i denne periode. Mod halvlegens slutning fik St. Restrup IF en god målchance, men måtte se afslutningen ramme overliggeren. 0-0 var resultatet ved første halvlegs afslutning.

Anden halvleg var det på ny Nibe-holdet, som fik skabt sig et overtag i opgøret. Efter 60 minutters spil faldt kampens første scoring. St. Restrup IF lavede en udskiftning, og inden spilleren kom på plads, fløjtede dommeren opgøret i gang på ny. Nibe-holdet fik på den måde skabt sig en overtalssituation, hvor Mathias Johannesen kunne spille Viktor Pilgaard fri – og han sendte bolden i mål til 1-0. St. Restrup IF fik svaret hurtigt igen på Nibes føringsmål, da Patrick Lindberg minuttet efter fik udlignet til 1-1. Det var en nedfaldsbold, efter et frispark, den unge St. Restrup-spiller resolut sparkede i mål. Efter scoringen var det atter Nibe-holdet, der genvandt momentet i opgøret. St. Restrup IF’s defensiv stod godt i denne periode, mens Nibes angrebsspil lurede på endnu en scoring. Denne udeblev i midlertidig, og da St. Restrup IF ej heller fik scoret mere i opgøret, så endte kampen helt lige 1-1, efter dommerens sidste fløjt. Et resultat som St. Restrup IF, nøgternt set, kunne være mest glade for. Dog kunne Nibe-holdet ej heller være helt utilfredse med det ene point.

Kampen var begge holds kamp nr. 7 i sæsonen, som nu er spillet halvvejs til ende. St. Restrup IF topper rækken, som ubesejret, mens Nibe B er tre points efter på tredjepladsen.

Det blev til mange tætte dueller i kampen – mest på midtbanen, men som kampen skred frem, blev begge holds indsats mere nærgående i håb om 3 points. Her er det NB's Mads Vasegaard, der header på mål.