- Onsdag, 14. december 2022
Stor tilslutning til andagt i Nibe Kirke, efterfulgt af Lucia optog fra kirken, gennem Tyvedalsstien og Skomagergade, til Torvet, hvor yderligere oplevelser ventede.
På initiativ af Nibe-Vokslev Menighedsråd, var der på Lucia dagen den 13. december indbudt til et særligt aften arrangement med udgangspunkt i Nibe Kirke. Ønsket bag initiativet var, at vi i denne tid, hvor der spares på energien og krigen i Ukraine påvirker mange forhold i samfundet, gerne vil se lidt håb og lys. Her kan kirken bringe os sammen om dette ønske.
Provst Anna Døssing Gunnertoft holdt en kort andagt efterfulgt af bøn, og der blev ved samme lejlighed sunget tre salmer, valgt af publikum, idet alle ved ankomst til kirken fik mulighed for at vælge en salme, hvoraf de tre med flest stemmer blev valgt: »Nu tændes tusind julelys‹, »Dejlig er den himmel blå« og »Dejlig er jorden«.
Et flot og stort opbud af Lucia brude og Lucia piger ventede derefter uden for kirken, og kirkegængerne kunne tage fakler og gå med i optoget, der snoede sig forbi »Guldgåsen«, ad Tyvedalstien og og Skomagergade til Torvet, hvor først Nibe Skoles Kirkekor underholdt, efterfulgt af en tale ved »Smutter« Charlotte Korsholm, der talte om fællesskab og om at komme hinanden nærmere ved ganske enkelt at sige »hej« eller ved at sende hinanden et smil, når vi mødes.
Nibe Kirkes Kammerkor sluttede af med yderligere sange, og Lions Club Guldgåsen var derefter på menighedsrådets vegne vært for æbleskiver og julegløgg.
Jesper Have, formand for Nibe-Vokslev Menighedsråd, sluttede af med en tak til alle fremmødte og alle medvirkende.
– Som en deltager sagde: – Det er et meget befriende arrangement, og sammensætningen af et kirkeligt indslag, Lucia Optoget og underholdning ved kirkens kor var et smukt indslag i december mørket. På den måde bringer det lys til os alle.
Også Thomas Beckers uforligneligt flotte gengivelse af lyden fra korene mv., var en oplevelse i sig selv.
Se flere billeder herunder:








