Knap 50 medlemmer v mødt til Nytårskur i Nibe Roklub, hvor klubbens bedste kap-kajakroere fra rosæsonen 2022 blev hyldet. Det har været et helt fantastisk udbytterigt år for de yngste kakakroere, nemlig Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen. De to fik selskab af August’s ældre bror Søren, der lige som de to yngre har haft et rigtig godt kajak-år, med en sølvmedalje ved Nordisk Mesterskab i Finland i K2 (2’er kajak) sammen med Valdemar Jørgensen som ét blandt mange andre flotte resultater.

Også klubbens Jacob Norris blev hyldet for sin indsats på langdistancerne i havkajak i Estland (100 km på én dag) og Tjekkiet (167 km over tre dage), hvoraf sidstnævnte indbragte ham en 2. plads i sin kategori.

Alle fire kajakroere fik stor applaus af de fremmødte, og formand Brigitte Larsen overrakte en erkendtlighed fra klubben til roerne: August, Søren og Leander modtog en »lille« chokoladebar, og til Jacob Norris var der en vingave. Jacob var forindret i at møde op på grund af vinterferie.