HÅNDBOLD – 3. division, herrer

Aalborg HK - Nibe 26-22 (11-10)

– Vi vidste godt, at kampen ville blive svær og det er altid lidt rodet at spille allerede i første weekend efter nytår. Sådan lyder det overordnede indtryk af weekendens kamp mod Aalborg HK, som Nibe-holdet ellers havde revanche tilgode mod fra efterårets kamp.

Træner Lasse Thomsen siger om kampen:

– Vi startede lidt skidt, kom hurtigt bagud med 3-4 mål, inden vi fik fundet melodien. De sidste 15 minutter af 1. halvleg og de første 15 minutter af 2. halvleg var dog rigtig gode.

Vi fik styr på forsvaret og Sebastian i målet fik taget godt fra, så vi faktisk var foran efter ca 45 minutter.

Her gik Mikkel Høj desværre i stykker og det rystede vores angreb lidt. I forsvaret fik vi i samme periode 3 udvisninger og det udnyttede AHK til at få scoret på alle deres angreb.

I slutningen af kampen brændte vi for meget til at få lavet et sent comeback og vi måtte erkende at vores mulighed løb ud i sandet.

Det var ellers en dag hvor vi kunne have hentet 2 points, hvis de små marginaler havde været på vores side.

Nu gælder det årets første hjemmekamp på fredag mod Hjallerup, hvor vi har en revanche til gode, slutter Lasse Thomsen.