- Søndag, 5. februar 2023
HÅNDBOLD: 3. division, herrer
Nibe HK – Støvring Håndbold: 27-32 (13-15)
Lørdagens kamp i 3. division mod lokal-rivalerne fra Støvring Håndbold var på forhånd en frygtet kamp, hvor hjemmeholdet var svært underbemandet i bagkæden, med fravær fra Mikkel Høj, Gustav Hess og Benjamin Batsberg.
– Vi vidste at det ville kræve fight og hårdt arbejde mod et Støvring hold som har ramt formen og er skadesfrie, lyder det fra Nibes træner Lasse Thomsen, der kommenterer kampen således:
– Vi kom hurtigt bagud med 5-6 mål og måtte bruge resten af 1. halvleg på at spise os tilbage i kampen. Hårdt arbejde i forsvaret og god opbakning fra Sebastian Stjernholm i målet gjorde, at vi ved pausen kun var bagud med to mål.
2. halvleg blev dig lidt af samme situation og vi hang hele tiden efter og måtte se os slået.
– Vi er ærgerlige over at have brændt for mange chancer, for vi gjorde næsten alt rigtigt med de folk vi kunne stille idag.
Mads Krogh var fremragende og Mikkel Brøndbjerg kæmpede, trods småskader, i alle 60 minutter i begge ender af banen. Stor ros til holdet og det giver trænerteamet tro på mere, lyder det afslutningsvis fra Lasse Thomsen.













