- Tirsdag, 25. april 2023
Godt humør og lækre gulerodsmuffins i Børnehaven Solsikken
Selveste Rosa fra TV’s Bagedysten og de ældste børn i Børnehaven Solsikken bagte lækre gulerods muffins i stakkevis onsdag i sidste uge. Kagerne blev pyntet flot med frosting og krymmel som små eventyrlige kunstværker, efter alle røremaskinerne havde rørt og snurret i skyer af mel, sukker og kanel – og de mange gulerødder blev revet så selv lidt plaster måtte i brug, fortæller pædagog Helle Jeanette Corfitz Jensen fra Solsikken.
Rosa var helt fantastisk til at møde alle børnene, og der blev grinet og guidet med de bedste bagetips, både for de små og de voksne Solsikker.
JA – det blev en super dejlig dag, hvor børnene kunne erfare, at ved at hygge os sammen med at bage kager, kan vi også ved at sælge kagerne støtte økonomisk op omkring alle de udsatte børn der ikke har det godt – i forhold til vold, overgreb og omsorgssvigt. Bag for en sag har et samarbejde med Legeheltene hos Børneulykkesfonden, der får pengene fra indsamlingen. Både forældre, bedsteforældre og endda naboer til Børnehaven var søde at købe kager, så der blev udsolgt – og dem der kom på »kageventelisten« kunne få købt kager dagen efter – hvor vi bagte allerede fra
tidlig morgenstund. De fine kageæsker og bage poser blev sponsoreret af Groes Bageri, Nibe samt Super Brugsen, Nibe, supplerer Helle Jeanette Corfitz Jensen, idet hun bringer en tak til alle, der medvirkede og købte.
– Vi bager igen for »Bag for en sag« 12. oktober, som er den officielle »Bag for en sag« dag, men vi kunne bare ikke vente, så vi tyvstartede, da vi var så fantastisk heldige at Rosa takkede ja til vores invitation, - en kæmpe rose til Rosa, slutter Helle.














