- Onsdag, 13. august 2025
Besøger man Nibe Lystbådehavn, vil man opleve, at der er et helt særligt miljø, som henvender sig til såvel de lokale med båd og bådplads i havnebassinet, gæstesejlere, gæstende autocampere samt havnens virksomheder, foreninger, beboere, lokale folk og gæster i almindelighed, som hjemsøger havnen.
Fra etableringen af Nibe Lystbådehavn i midten af 1980’erne var det hensigten at skabe et miljø, som er unikt, og som rummer muligheder for alle de ovenfor nævnte kategorier – og måske endnu flere end det.
Havnefoged Lennart Olsson forklarer situationen således: Havnen er i sin grundform skabt som en lokalitet, der rummer mange muligheder, og vi har de seneste år gjort en indsats for yderligere at ”toppe” de faciliteter og de muligheder og krav, der stilles til en lystbådehavn. Det gælder såvel de søværts faciliteter og de landværts faciliteter.
Lennart Olsson nævner her de krav, som sidste år blev opfyldt og føjer Nibe Lystbådehavn til listen over havne med prædikatet ”Sikker Havn”. Her er der bl.a. tale om placering af redningsstiger fra vandoverfladen til havnebroerne, samt redningsudstyr på broerne, som kan bruges til hjælp overfor nødstedte – sommer som vinter.
Tidligere tiders ”Blå Flag” stillede også en række krav som bl.a. mulighed for aflevering af olie- og kemi affald, mulighed for tømning af toiletspildevand, beredskabsplan mv. – krav, som alle fortsat er opfyldt.
Efter en årrække med forbedring af faciliteterne, er der i år etableret ramper for nemmere adgang til broerne langs husene, ved tilslutning til Nordre Havnevej, ved Nibe Sejlklubs klubhus og i området vedhavnekontoret. Dette skal lette adgangen for gangbesværede, idet ramperne dels er med kun lav stigning og dels er skridsikre. / JS








