- Mandag, 13. oktober 2025
FODBOLD: Serie 1, herrer
Nibe Boldklub – Vorup Boldklub: 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 Kristian Berger
Man of the match: Villads Thomsen
Lørdag eftermiddag dannede Nibe Stadion rammen om et vaskeægte topopgør, hvor rækkens duks fra Nibe tog imod nummer to fra Vorup. Ingen af holdene havde tabt en fodboldkamp i hele efteråret, så der var lagt i kakkelovnen til en god og spændende fodboldkamp.
Hjemmeholdet startede kampen bedst og havde flere gode chancen til at komme foran, men der manglede den sidste skarphed i de afgørende situationer.
Efter 35 minutter fik Markus Adelsen bolden i feltet, og hans gode afslutning kunne keeperen kun halvklare, så bolden ende foran Kristian Berger, der roligt kunne prikke bolden ind til 1-0.
Blot minuttet efter blev Vorup ramt af et gult kort, så de måtte spille i undertal resten af første halvleg. Selvom Nibe forsøgte at komme igennem ved flere lejligheder, forblev stillingen 1-0 til værterne ved pausen. Den føring kunne have været større, hvis hjemmeholdet havde kendt sin besøgstid.
Vorup kom ud til anden halvleg med et mere offensivt udtryk, hvilket gav udeholdet mere spil længere fremme på banen, men Nibe stod fint i defensiven og fik afværget det meste, inden det blev rigtig farligt.
Nibe var flere gange farlige på omstillingen, men skarpheden var ikke blevet bedre til anden halvleg. I overtiden fik Gabriel Martinez en friløber, hvor han var helt alene, men den ellers så gode højre fod svigtede på det skammeligste ved at overplacere bolden forbi mål.
Vorup kunne have fået et uafgjort resultat med hjem i kampens sidste aktion, men heldigvis for Nibe blev bolden sendt over mål efter et hjørnespark.
Nibe kan med en sejr i en af turneringens sidste to kampe vinde række og derved vende retur til Jyllandsserie 2.
Træneren udtaler: ’Klasse første halvleg i dag, hvor vi gør meget rigtigt og virkelig gjorde ondt på Vorup, men når vi ikke får bolden i kassen, så bliver kampe mod så gode hold som regel spændende til det sidste. Der var mange gode præstationer på banen i dag, hvilket også bliver nødvendigt i de sidste par kampe, hvis vi skal gøre arbejdet færdigt. Alle kampe i rækken har vist, at der ikke kommer noget af sig selv, og at vi skal arbejde fra start til slut, hvis vi skal have sejren.’
Næste kamp er lørdag den 18. oktober kl. 13.00 i Storvorde, hvor Nibe med en sejren kan sikre sig førstepladsen i rækken og dermed oprykning.















