De lokale hold spiller igen lørdag og tirsdag.

En ny turneringsomgang i håndbold er startet for Nibe HK’s bedste hold. I år bliver noget helt nyt for Nibe HK's bedste herrehold, da holdet kan se frem til ledelse under en ny træner, Mogens Roed, der er et kendt ansigt i klubben, idet han de seneste sæsoner har trænet klubbens kvinder i 2. division. Nibes bedste kvindehold har også fået ny trænerkonstellation, hvor det er Nadja Lærke Batsberg og Julie Jensen, der har overtaget trænergerningen på 2. divisionsholdet.
Der venter kvindeholdet en ny turneringsstruktur, hvor puljerne blot består af seks hold, som møder hinanden to gange, hvorefter op- og nedrykningskampe finder sted. I den forbindelse har Nibe Avis talt nærmere om dette med to lokale førsteholdstrænere.

Julie Jensen (tv.) er sammen med Nadja Lærke Batsberg træner for Nibe HK’s bedste kvindehold i 2. division.

Julie Jensen, Nibe HK, 2. division kvinder
Julie Jensen er den ene af to i trænerteamet omkring Nibe HK's bedste kvindehold, hvor Nadja Lærke Batsberg også står på sidelinjen. Julie ser frem mod en sæson, hvor det bliver "hårdt arbejde" gennem hele forløbet, da holdet til denne sæson har måttet sige farvel til en enkelt spiller, og Julie selv også holder pause fra håndbolden grundet barsel. Dog har holdet også haft tilgang af én enkelt spiller, Frederikke Hovgaard.

Holdet skal til denne sæson for første gang prøve kræfter med den nye turneringsmodel, hvor der "blot" er seks hold i puljen. Det betyder, at holdet skal ende over de to nederste pladser for at gå fri af nedrykningskampene, mens det øverste hold i tabellen kan rykke op. Det gør, at der er ganske meget på spil i alle kampene, hvor holdene mødes to gange indbyrdes.

Holdets målsætning er overlevelse i rækken, og det ved trænerteamet bliver svært. Så det bliver én kamp ad gangen. På den sociale side ligger holdet godt fra start. Der er en rigtig god stemning i omklædningsrummet, hvor spillerne tydeligt har det sjovt sammen. Netop dette element finder Nibe-træneren yderst relevant, da det har en afsmittende effekt på banen – både kampbanen og træningsbanen. På træningsbanen finpudser trænerteamet holdets offensive del af spillet, da holdet ser ind i en sæson, hvor et par af de tidligere hyppige målskytter ikke er at finde på holdkortet. Holdet skal derfor forholde sig til denne nye udfordring, slutter Julie Jensen.

 ––––––––

Mogens Roed er ny træner for Nibe HK’s bedste herrehold i 3. division. Senest har han trænet klubbens kvinder i 2. division.

Mogens Roed, Nibe HK, 3. division
Mogens Roed er ny træner for Nibe HK's bedste herrehold, og det er bestemt en træner, der kender klubben – og holdet – der har overtaget trænerhvervet. Mogens har de tidligere sæsoner stået i spidsen for Nibe HK's bedste kvindehold.
Mogens Roed fortæller om klare ambitioner for den kommende sæson, hvor han vurderer, at holdet har spillerne og evnerne til at kunne vinde over de fleste hold i rækken – i begge de indbyrdes opgør. Holdet kan drille de fleste hold og tage point fra dem alle, fortæller Nibe-træneren. Som en væsentlig faktor har Nibes bedste herrehold været heldig at havne i pulje med både HF Mors og Stoholm IF, der begge har højere rangerede hold i deres klubber, hvilket betyder, at ingen af de to mandskaber kan rykke op.

Mogens Roed kan berette om, at Nibe HK er begunstiget af at have mange dygtige unge spillere "på vej" fra egne rækker. Her har Nibe-træneren fokus på en positiv "brobygning" mellem ungdoms- og seniorhåndbolden, men også på at bringe disse dygtige unge spillere i spil gennem sæsonen. Det er i hvert fald intensionen, fortæller Mogens Roed.
Mogens Roed ser muligheder i alle kampene i den kommende sæson, som fortsat byder på en 6-holds turneringsstruktur. Det giver dynamik til tabellen, og der bliver ingen betydningsløse opgør. Derfor ser Nibe-træneren positivt frem mod en turnering, hvor holdet har alle muligheder for at blande sig "der hvor det er sjovt", hvis holdet finder sit gode stabile niveau frem gennem hele sæsonen.
Nibe HK's herrehold i 3. division har i skrivende stund spillet sine første to turneringskampe, og møder den kommende weekend HF Mors på hjemmebane.